Sidder her med en underlig fornemmelse indeni. Har gjort det rigtige og sagt nej til en aften med fest på jobbet til fordel for en aften med mand og børn, men jeg vil så meget hellere det andet. Og det gør ondt, fordi det måske mest af alt siger noget om, hvor jeg står i mit forhold og i mit liv. Det, at det er "det rigtige" gør det meget mere hårdtslående, for det burde være det, jeg allerhelst ville, men det er det ikke. Hvorfor? Fordi vi er gledet fra hinanden igennem årene, fordi jeg er glad for vores liv, vores rammer, men i bund og grund måske er lidt indifferent i forhold til, om det er ham, jeg er sammen med - eller om jeg er alene - eller med en anden. Men der er børnene. Og han har jo aldrig gjort mig noget ondt, og jeg elsker ham jo også og vil ikke et liv uden ham og børnene. Men måske mest uden børnene. Hvordan fanden havnede jeg her? Jeg ville ikke havde her. Jeg vil ikke. Og han synes, at vi har det fantastisk, kunne måske godt have lidt mere sex, men en gang om ugen er da ikke skidt i forhold til så mange andre... men det er skidt, at det er noget, jeg gør, fordi jeg bør. For at gøre ham glad. Der er så meget andet, jeg hellere vil, Og det gør ondt. Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg er på vej hen eller ikke på vej hen. Måske er det bare livet. Og tiden. Tror ikke, at det bliver nemmere eller anderledes med en anden, så der er vel ingen grund til at gå? Og jeg bør vel fortælle ham om alle tankerne, så de ikke kommer bag på ham. Men vil ikke gøre ham ked af det - og hvis det bare er i mit hovede, de er. Jeg ved det ikke. Simpelthen og ganske enkelt. Jeg ved det ikke.

Der var engang, jeg havde så mange drømme. Og nu står jeg her - også med mange drømme, men med verdens største angst for, at jeg er ved at svigte ham og os og mig selv og vores børn, bare fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg har det.