Dette indlæg er nok ikke så interessant for alle andre, men det er det for mig. Så her kommer det:

Jeg må jo nok hellere indse, at det er ved at være tid til den første slankekur i mit liv. Graviditeten satte sine kilo, og dem skal jeg af med igen. Selvom jeg ikke synes, jeg kan se dem - jeg ligner jo en supermodel med min mave! En supermodel med en lidt slasket og rynket mave, men ganske vist en supermodel!
Men selvom jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke kan se dem - og selvom jeg lige har sat popcorn og cola zero på bordet -.-* - skal jeg jo nok tabe de kilo igen. Så jeg har lavet en plan. For hvor langt, jeg skal ned, altså. Jeg har ikke lavet en decideret plan over, hvordan jeg skal komme derned.

Nå.

Før-vægt: 73-75 kg

Højestevægt under graviditet: 95 kg

Mål: 70 kg

Nu-vægt: 81-82 kg

Så der er et stykke vej endnu. Men jeg blev dog glad over, at det ikke var over 20 kilo, jeg skulle af med, da jeg kom hjem fra hospitalet og havde tabt mig 10 kilo. Wohoo!

Næste skridt: Erkend, at jeg skal tabe mig. Suk...
Ej, vi lever allerede sundere. Både med døgnrytme og kvaliteten af de måltider, vi spiser. Og vi er begyndt at komme ud med barnevognen hver dag. Og med mig!

Okay, første skridt: genoptræn bækkenbund. *kniiib* Og det gør jeg! Virkelig! Jeg er megabange for, at mit underliv bliver ødelagt, eller allerede er det! Jeg har læst gyserhistorier og folks livmødre, der var på vej ud af dem og sådan noget. Men jeg kneb også de sidste måneder under graviditeten. Og jeg havde ikke skyggen af bækkenbundsløsning. Og det føles mere og mere normalt, når jeg kniber. Og jeg kan gøre det næsten lige så meget som før. Og hver eneste gang, jeg hoster, griner, nyser eller pusser næse, kniber jeg. Når jeg ammer, kniber jeg. Når jeg går, kniber jeg. Jeg skal blive bedre til at gøre det, når jeg løfter og rejser mig og bare står op og skifter ble eller lægger vasketøj sammen f.eks. Men ellers. Jeg synes, jeg prøver.

Ok. Næste skridt: Barnevognsture. Som sagt er jeg så småt begyndt. Og det er jo også en del af bækkenbundstræningen. Jeg skal bare sørge for at være tæt nok på lejligheden til, at jeg bare lige kan smutte op, hvis jeg mærker tyngdefornemmelsen.
Men altså, jo mere min bækkenbund kan holde til, jo længere kan jeg gå, og jo mere motion får jeg.
Samtidig bliver man jo også stærkere i armene af at løfte rundt på ham den lille og sådan. Det er nok ikke det, man skal satse på, for at tabe sig.

Men alt det der med at løbe og cykle og sådan noget venter jeg altså med at tage stilling til til efter undesøgelsen ved lægen.

Og når jeg skriver slankekur, mener jeg selvfølgelig ikke slankekur. Jeg kan godt spise sundere og med mere omtanke, men jeg gider ikke rende rundt og sulte mig selv og ikke spise kartofler og bananer fordi det feder og sådan noget. Jeg gør, hvad jeg vil/har brug for i forholdt til mad, for fuck det om jeg vejer ti kilo mere end jeg plejer - så længe jeg har mælk nok. Jeg skal simpelthen ikke komplicere amningen mere!

Hmm... Jeg tænkte på noget mere. Jo - jeg har også læst mange steder, at mange har tabt sig under amingen. Det ville nok ikke gøre noget, hvis jeg kommer til at røre mig lidt her de næste seks måneder eller hvor længe jeg nu skal amme, men hvis jeg for alvor skal på slankekur, så venter jeg til jeg er færdig med amningen, og så ser jeg, hvordan tingene ser ud der.

Lasse og jeg har haft os en god snak om nogle ting, jeg ikke turde sige højt. Nu tør jeg også skrive dem, og det har jeg tænkt mig at gøre. En anden gang. Og jeg har det bedre nu. Og i al hemmelighed nød jeg min lille dreng, da han lå ved mig sidst jeg ammede, og jeg nød en lille bitte smule at amme ham. Men kun lidt, og det er ikke noget, man skal snakke for højt om... Jeg er så bange for at blive for optimistisk. Det hele kan vende så hurtigt.

Nu skal jeg have slanke-popcorn :P