Nogle gange forbindes en tanke med et sted, sådan helt tilfældigt. De to bliver tilsammen et aftryk af en tilstand. En tilfældig tanke, tænkt på et tilfældigt sted. Tilsammen danner de en enhed, som er stærk nok dukke op igen og igen. Som i påsken, da jeg kom gående med min store taske over skulderen hen mod hovedbanegården, ned langs Hotel Astoria. Jeg så op mod det store digitale ur og tænkte på selvmord. Jeg var i det øjeblik ikke mere ulykkelig end normalt. Der er bare tidspunkter i ens liv, hvor disse tanker manifesterer sig i mylderet af gøremål og andre ting. Jeg tænkte på min klassekammerat Lasse, som gassede sig ihjel på hans værelse, mens hans forældre var på ferie. Det var ikke et 'råb om hjælp'. Det var en nøje overvejet og omhyggelig udført handling. Han arbejdede som buddreng i Brugsen. Her havde han skaffet sig gaffetape. Han havde parkeret sin knallert uden for vinduet, og koblet et støvsugerør til udstødningen og ført det ind gennem vinduet til hans værelse. Der var breve. Underlige breve. Det kan jeg huske, at der blev sagt.
Jeg tænkte på, at det måske kunne være rart at forsvinde. Få det hele til at stoppe. Der behøver vel egentlig ikke at være noget sentimentalt eller dramatisk ved et selvmord. Det meste af tiden, kan man ikke forstå det og man taler om 'sidste udvej', 'desperation' osv. Men er ophør af mening ikke bare det, det er. Den nøgterne vurdering, at når noget ophører med at give mening, så stopper man med at gøre det. Dette logiske og rationelle ræsonnement kan vel også overføres på det at leve. At hvis det ophører med at give mening, så ønsker man at holde op med det. Enkelt, lige til og helt i tråd med alt tillært. Og man behøver vel ikke at have stået på en strand i Thailand, da Tsunamien ramte, for at dette ophør af mening kan indtræde. På den ene side virker det absurd og følelseskoldt. Men det er måske lige det man er; følelseskold. Frosset. Afskåret. Alene. Man er selv fuldkommen statisk og oplever livet som en film, som afspilles på et stort fjernt lærred. Alt er fladt. Alle relationer er fiktive, distancerede og uvirkelige. Man sidder i en sal af tomme sæder i mørket og kigger op på det hektisk lysende flimmer foran en, som er det, de andre kalder livet. Og så tænker man, at måske er døden mindre fladt, mindre uvirkeligt, mindre ligegyldigt. Man tænker, at der kan da ikke ske noget ved at prøve et alternativ. Ikke fordi det vil være et bedre alternativ. Men bare et andet. Gir' det mening?

Jeg ved det ikke. Tanken blev hængende i luften ude foran banegården, foran det digitale ur og over dér, hvor jorden åbner sig, og man kan se ned på skinnerne hvor S-tog bliver suget ind i mørket og fritureosen under banegården. Så snart jeg var trådt ind under de hvælvede tage, tænkte jeg på at købe noget sødt til rejsen, og jeg tænkte på, om jeg skulle få købt den papaya scrub, der dufter helt vidunderligt. Og jeg tænkte på den lørdag morgen, hvor jeg stod lige dér, og kyssede med én, som havde fulgt mig til banegården efter en fest til den lyse sommermorgen. Og han insisterede på at vente helt til toget mod Jylland afgik. Og vi sad og holdt i hånd, mens vi ventede på, at banegården skulle vågne, så vi kunne spise en brunch, som vist bare var en toast og nogle pommes fritter og en halvbesk kaffe. Han pjussede mig i håret, og sagde at jeg skulle skynde mig at komme tilbage.