fjorden er følelesesladet i dag.
Og jeg kan sagtens sætte mig ind i dens humør, for jeg føler det samme.
Bare omvendt.
Har en mærkbar ro ovenpå, men føler understrømmens rasen nedenunder.
En understrøm hvor jeg kæmper for ikke at følge med. Fordi jeg er bange.
Bange for at se hvor den fører mig hen. Fører den mig ud til åben hav, hvor jeg er helt alene og skal klare mig selv eller fører den mig sikkert ind til land, hvor der er een der vil samle mig op.

Jeg burde være ligeglad. Jeg burde gøre det rigtge. Jeg burde øge mit perspektiv og indse, at dette her ikke betyder noget, men jeg tror jeg vil tabe mig selv hvis jeg bukker under. Jeg vil tabe respekten for mig. For jeg tror ikke det er stædighed. Jeg tror, at det er stolthed og de to danser vist ikke sammen....eller gør de?
Men min stolthed er det jeg værdsætter mest. Min selvrespekt. Mine principper.
Ikke fordi jeg ikke kan sætte dem til side til tider, men når de banker hefitig indeni mig, så kan jeg ikke ignorere dem og så MÅ det være vigtigt.

Hvorfor kan han ikke bare glemme hvad der er sket.
Hvrofor fylder fortiden stadigvæk så uendeligt meget.
Jeg troede at vi var kommet videre og så for sådan en bagatel. Normale mennesker ville ryste på hovedet og sige, hvad sker der? Det er sgu da åndsvagt. Og sådan føler jeg det også. åndsvagt. Jeg har jo ikke været ham utro. Jeg har faktisk ikke gjort noget forkert, men jeg orker ikke efterveerne een gang til. Jeg orker ikke at blive slæbt gennem mudderet igen.

Ja, han elsker mig, måske for meget, måske så meget at al logik bliver opslugt. Men jeg bryder mig ikke om at begrænse mig selv...og slet ikke for sådan en lille ting. En lille ting som nu har frarøvet mig muligheden for at more mig og alle de gode råd jeg altid giver andre, glider af mig som vand på en gås, fordi nu er det pludselig MIG der skal efterleve dem.
Men det kan jeg ikke.
Jeg kan ikke være hensynsløs. Jeg KAN simpelthen ikke. Det er ikke min natur.
Men jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke hvorfor han er sådan og hvorfor jeg er sådan. og hvorfor jeg har det sådan lige nu. Apatisk. Ingen tanker. Jeg vil ikke møde dem. Er jeg mon ligeglad? Men det er jeg ikke. Tror jeg.
Eller er det igen angsten for miste. Er jeg ikke kommet videre i mit tryghedsmis´brug? Er jeg virkelig ikke kommet videre!

Det bliver nogle lange dage uden ham, men det er nødvendigt, kan jeg mærke.
Jeg trænger til ro. Jeg trænger til ikke at blive forstyrret i mine tanker, men jeg er bange for hvor de vil føre mig hen. Eller er jeg?