Jeg snakkede i telefon med min far i dag. Men når min far pludselig anerkender, at jeg har det hårdt, når jeg pludselig kan høre det opbakkende og opmuntrende i hans stemme, ham, der ellers altid er så hård, så kan jeg ikke kontrollere det længere. Vandstanden stiger, kystsikringen bryder sammen indtil tårerne plasker ud af øjnene og gråden hober sig op i halsen som et harmonikasammenstød. Jeg forsøger at få kvækket ja og nej uden at afsløre at jeg flæber. For det kan jeg bare ikke. Flæbe foran min far. Bagefter råhulker jeg, snotter, flæber og hikster til der ikke er mere. Adskillige lommetørklæder bliver anvendt. Og bagefter føler jeg mig helt let igen, nærmest opløftet.

Han foreslog at vi tog ud til Vesterhavet i morgen for at tage bestik af, hvor meget havet har ædt af kysten og klitterne. Jeg håber det blæser for et vesterhav i oprør er temmelig respektindgydende. Det er en meget fysisk manifestation af, at der er ting man som menneske ikke kan kontrollere. Det brøler og raser og pisker vandet til marengs. Og det tumler rundt med de store betonbunkers som var det legoklodser. Det buldrer på en måde som får én til at føle sig meget lille og ydmyg, men på en sær vis også meget tryg. For der er tryghed i det konstante, i det evige. Det har en sært beroligende effekt. Stressede, uligevægtige og ulykkelige burde altid bo lige ved havet.

Den kyst, der var der, da jeg var barn, var bred. Og strakte sig i striber af rent sand, store flade sten, ral og smågrus ned mod vandkanten. Nu er grænsen tegnet hårdt, uvenligt op, uden overgange. Havet har som en stor kirurg lagt et gråt snit, så det blottes hvor porøst og skrøbeligt fundamentet er. Den grænse har altid været ædt ind i min bevidsthed. Jeg har drømt om den. At jeg står på kanten og vakler. At jeg hænger i tynde rødder ud over. At jeg er ude på det brogede hav og ser ind over revler og banker, ind på den gennemskårne kystkrop. Som om havet er ved at obducere fastlandet. At jeg på en tynd stribe sand mellem den obducerede klitvæg og vandmasserne forsøger at kratte mig op. Jeg har været på begge sider og midt imellem. Det er ikke altid et mareridt. Men en sært ubestemmelig følelse, et voldsomt sug, som har fulgt mig altid. Det er den drivende, sugende, flydende, rivende fornemmelse som af og til overskyller mig og som et klæber som et vakuum. Det er i denne grænseflade mellem natur, kontrol og vilje alt kan ske.