Jeg troede egentlig jeg var ovre det at skrive dagbog, og dermed behovet for at sætte mine følelser på "papir".
Det har været et par år siden så lad mig først opdatere lidt... jeg kom aldrig i krig, jeg blev skadet i starten af uddannelsen og blev sendt hjem. Derefter startede jeg på en uddannelse og har lige siden været i tvivl hvorvidt jeg traf det rigtige valg ved at tag en bachelor, eller om jeg bare skulle have søge en HRU i forsvaret igen.
- Vil gerne lige tage forbehold for en masse stavefejl da jeg er relativ fuld.
Det mest ironiske ved dette er jeg sidder og skriver dagbog imens jeg har en masse mennesker jeg er til fest med, som formegentlig står og spørger hinanden hvor jeg er og om jeg igen er smuttet tidlig i seng. Jeg går ikke i seng ordi jeg er træt eller for fuld, men fordi jeg af en eller anden grund bliver utrolig ked af det hver gang jeg drikker. Jeg begynder at betvivle om jeg rent faktisk passer ind i gruppen og om de rent faktisk vil bemærke om jeg mangler. I aften er det helt konkret en julefrokost med min gang på kollegiet.
På denne gang er jeg, efter min egen opfattelse, en rimelig central figur som til daglig er glad og humørfyldt - og altid forsøger at skabe en god stemning. Alligevel får jeg denne tomme fornemmelse inden i, efter noget alkohol.. Jeg føler mig alene og trist - uden at vide hvad jeg er trist over.
Normalt resulterer dette i jeg får isoleret mig selv og tænker over negative ting, som mine bedsteforældres død, mine venner som døde i Afghanistan og Irak - eller noget helt andet som gør mig trist til mode.. det behøver ikke en gang at være noget virkeligt, men kan også bare være noget jeg sidder og tænker over, som gør mig trist til mode.
Jeg ved.. eller føler mig meget sikker på, folkene på min kollegie gang sætter pris på mig og er glad for mig, men jeg kan ikke lade vær med at føle mig "erstattelig" og ligegyldig. Jeg ville ønske jeg kendte en hvor jeg vidste det ville betyde alt for denne person, om jeg var der eller ej.
Måske var det derfor jeg meldte mig til krig... for at se om nogen ville sige "lad vær med at gør det, bliv hjemme" - ingen gjorde det. I Green day's musikvideo til "When september ends" stopper sangen på et tidspunkt hvor kæresten siger.. "You didnt.. tell me you didnt.. tell me you didnt do it.. tell me you didnt do it please... oh my god oh my god oh my god.. please dont do it please dont do it please.." ... er det hvad jeg savner?
Jeg kan ikke finde ud af om det "blot" er kærlighed jeg savner.. i en alder af 22, hvor omtrent en fjerdedel af mit liv er passeret, har jeg stadig ikke oplevet at finde en jeg virkelig elsker. Jovist har der været piger, men ingen som jeg oprigtig talt har kunne sige "hun er måske den ene".. er dethvad jeg mangler - vil det løse mine problemer?
.- Det hjælper heller ikke jeg læser psykologi og bare kan mind-fucke mig selv med alt det teori jeg har lært.. Er kærlighed bare en psykologisk ramme vi har sat op for os selv for bedre at kunne overleve og begå os?



....