. . . hun ser så interessant ud. Ikke på en betagende måde. Hun er indadvendt. Sky mod omverdenen. Hun har musik i ørene. Punser derudaf på sin cigaret. Der er ulykkelighed at spore i hendes øjne. Hun kæmper en kamp. I sit hoved. Og mod omverdenen.

Pigen ved busstoppestedet minder mig om...... mig. Derfor er hun interessant. Jeg har lyst til at sige noget til hende - fange hendes øjne, så hun kan se, at jeg godt forstår. Vi står begge og venter. På den anden side af Center for spiseforstyrrelser. Jeg har set hende før dér. Jeg kan godt lide hende. Jeg kender hende ikke. Føler alligevel en dyb samhørighed med hende. Kan tyde at hun er en sød, skrøbelig og kærlig pige. Jeg er sikker på, at jeg ville kunne lide hende - vældig godt endda.

Bussen kommer og vi stiger ind. Hun først. Jeg sidst. Jeg vil se ordentligt på hende. Hun sætter sig længst fremme i bussen. Yderst på et tomands-sæde. Jeg sætter mig bagerst. Hun hører stadig musik. Er ikke tilstede. Lever i sit eget. Det sted er mig meget bekendt.

Jeg leger med tankerne om, hvad der mon er hændt hende. Tænker at hende og jeg måske kunne være dus. Jeg kunne skrive en lille seddel til hende. Her i bussen. "Det ligner mig ikke, sådan at dele små sedler ud i bussen - men du minder mig og mig, for 6 mdr. siden. Jeg går selv på CFS. Du rører en masse omsorgsfulde følelser i mig - jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med sedlen, måske bare give dig en varm tanke. Eller måske håbe på, at du, ligesom jeg, kunne have lyst til en kaffe med én, hvor man ikke nødvendigvis skal forklare sig".

Og ville det så være skørt. Både og. Ville hun tænke jeg var mærkelig. Eller ville hun faktisk forstå. Hvordan ville jeg selv reagere. Jeg ville måske blive varm. Nogen lagde mærke til mig. Nogen kunne gennemskue mig. Nogen kan forstå. Måske magter jeg ikke én, der er mere syg end mig. Måske er dét det bedste bekendtskab jeg ville få. Nobody knows - not yet.

Pigen ved busstoppestedet og jeg mødes måske igen.