Ok så nogen mennesker pisser bare én af. Sådan er det. Måske er jeg nærtagende? Måske leder jeg efter en sviner? Måske VIL jeg gerne svines til eller føres bag lyset. Ofte er det bare mig. Mig mig mig. Mig der bliver sur. Mig der misforstår eller bare mig der har en dårlig dag, og så går det ud over alle. Men mestendels mig!
Indrømmet det er en smule iritativt at jeg lader mig gå på af nogen mennesker. ville jo i princippet godt kunne med alle. Men efterhånden som man bare opdager at man gang på gang, irriteres af de(t) samme menneske(r) så foretrækker jeg egentlig bare at well... holde mig væk. Jamen så taber man jo kampen siger det lille ego til mig i mit øre, men jeg bliver ved med at fortælle mig selv at jeg faktisk vinder utroligt meget ved ikke at spilde mit krudt på at blive irriteret.
Nogle gange kan en samtale føles som en kamp. Den ene forsøger desperat at holde ordet så længe som muligt mens den anden ikke rigtig tænker over eller for den sags skyld hører efter. Han tænker blot på hvad det næste er han skal sige, og bruge den andens tale (læs pausen) til at forberede sin egen monolog.
Ynkværdigt. Man kigger ikke. Man giver ikke plads. Der høres, men der lyttes ikke. Der snakkes, men der tales ikke. Der tænkes, men der reflekteres ikke og der opfattes, men forstås ikke.
Det er som at høre folk der ligger kabale... Bare en lang ørkenvandring, og måske kommer man i mål eller også gør man ikke.
Det sidste lange stykke tid har jeg spekuleret over, hvem, hvad, hvor, hvordan og med hvilket formål jeg vil være. \"At være\". hehe et underligt begreb. Man kan være lige her, altså rent fysisk sidde her på værelset og stirre ned på slotsgade
Og man kan bare være her, som i den bevidstløse eksistens, hvor ingen nævneværdig bevidst hjerneaktivetet foregår. På samme måde kan man være bare ved at være der, som i ved at være der for nogen. Og andre gange kan man være her og virkelig bare være, hvor man er i et med alt, samtidig med man eksempelvis mediterer eller måske syr.
Så hvordan skal min væren se ud? Skal jeg fortsætte dette halvbevidste liv som, som efterhånden synes rimeligt vandt, hvor jeg nærmest hver dag genopfinder mig selv, eller skal jeg endnu engang prøve at bestræbe mig på at genfinde roen?
Hvem vil jeg være? Hvordan bliver jeg det. Spørgsmål der i deres natur er simple, men så forfærdeligt vigtige at svare på. Og så forfærdeligt svære at svare på. Fuck det.
Jeg prøver bare igen. Endnu engang. Våbnet til at komme min eksamensstress, min generelle depressive tankegang og mit kaotiske liv til livs på er i denne omgang planlægning. Minutiøs planlægning af min hverdag, kvarter for kvarter. Lad os se om det kan skabe lidt ro i denne åh så forvildede hverdag jeg holder mig. Skematisering. Ok Ole, du vinder. Jeg giver mig. Jeg prøver skematiseringen og ser om du har ret i at man bliver lykkelig. én ting er sikkert: Man bliver i alle fald mere organiseret. Gad vide om lykkens rose vokser ud af siderne i en velsorteret og velordnet kalender?
Vi får se
Jakob Arndal
- Tanker Fra Livet
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.