Jeg savner fordybelse. Jeg savner at fordybe mig. Synke ned og grave, så det står ud af neglene på mig.
Men min koncentrationstærskel har altid været minimal. Så skal der ske noget igen, så skal jeg prøve noget nyt..blablabla..

Jeg keder mig hurtigt. Når jeg læser æDER jeg bøgerne med hud og hår, så jeg næsten kan høre forfatteren ryste af græmmelse over hvordan jeg har maltrakteret han/hendes fremragende baby.

jeg tænker mere på resultatet end selve processen. Derfor er jeg en knude til ting der kræver tålmodighed.
Jeg kræver forandring hele tiden, nye udfordringer og nye oplevelser.
Og de kan kun bliver vildere og vildere.

Derfor hader jeg noglegange at skrive!

Jeg har altid slutningen først og så skal jeg til at fylde cremen ind og DET er frustrerende noglegange, fordi jeg kan ikke tvinge mig selv til at fordybe mig. Det hænder til tider og så er jeg også væk..pist væk.
Min krop opløses i tusinder af mikroorganismer og svæver som små lalleglade atomer rundt i atmosfæren i bedste Ib mossin stil.
men det sker alt for sjældent og der er åbenbart ikke noget jeg kan gøre ved det, fordi jeg har prøvet.

Det er som om jeg er bange for at gå glip af noget. Derfor kører jeg hele tiden i nødsporet for fulde hammer, fordi derude er der ingen der er i vejen, udover de uskyldige pæle og skilte, som uden nogen for for demokratisk ret, er blevet placeret i rabatten.

Så sker det at jeg bliver kaldt ind til Pit Stop, mod min vilje , selvfølgelig...men det er faktisk rart noglegange. At hente pusten igen, som jeg efterlod mig på en skummel rasteplads nær Haverslev.
Og der lurer fordybelsen inde i det mørke budskads...smågrinende..og parat til at springe på mig.
Og jeg er glad for at blive overfaldet.
Det sker bare alt for sjældent.

Jeg blev overfaldet i går...lige pludselig...midt inde i en god film, og ..VIPS...var jeg henne ved computeren og fik faktisk kreeret noget.
en fremragende slutning til en af mine noveller..ok..fremragende, ihvertfald god.
Men jeg ved godt at jeg ikke kan tvinge overfaldsmanden til at hoppe på mig, han kan jo godt lide at lege lidt med mig og lade mig pile rundt i bar arrigskab. Det er også godt nok. Bare han engangimellem gider at oppe sig og kaste sig ind over mig, så jeg kan trykke fjæset ned i mulden og ligge og overveje og fordybe mig i et stykke tid.

At han så sidder på min ryg og skriger som en anden hippielignende satan, er en anden ting!!! Men det gør ikke noget.
Han SKAL jo være her, jeg KAN være her.