Gamle kæreste har lige mødt mig. Har givet mig gaven, som var en t-shirt Været sød og dejlig. Og fortalt, at han har mødt en anden.... jeg tudbrøler. Det gør ondt. Jeg er glad på hans vegne... nervøs, ked af det fordi jeg er så bange for aldrig at få det sådan igen, føle sådan igen, som jeg gjorde med ham. Jeg elsker ham jo stadig... Og vil altid gøre det. Jeg holder af ham, jeg ønsker ham det godt.

Han var bange... bange for at han ikke kunne finde ud af det med at være sammen. Han var sgu også en klodsmajor dengang. Jeg sagde, som jeg er og var helt overbevist om det, at det kan han sagtens hvis han bare vil det... vælger det. Selvom alle mulige andre, inklusive hans venner har sagt det modsatte. Og det er sandt. Jeg er ikke i tvivl om at han kan. Han er et seriøst menneske, han kan elske. Han blev glad og takkede mig mange gange, og sagde at han nok skulle lade være med at give mig råd. At han godt vidste, at det nok ikke var på sin plads.

Jeg er ked af det. Han var så sød ved mig. Han kyssede mig i ansigtet. Sagde at han følte stik af jalouxi over at jeg så fyr. Han ved godt, at det ikke er det samme... og det han er ved at opleve er anderledes seriøst. Det kan jeg fornemme. Jeg så ham smile et lidt indestængt smil, da jeg spurgte til hende, til hvem hun var og sådan. Hun er en del ældre en ham. Det tror jeg er godt for ham. Jeg var for ung til at kunne manøvrere med så viljestærkt et menneske. Jeg blev knust. Hun er hans chef. Jeg under ham det godt. Jeg ønsker ham det bedste... jeg er bare så forpulet ærgelig over at det ikke blev mig, at det ikke er mig han ville kæmpe for ... når jeg nu holder så meget af ham.

Han skulle i teatret... sikkert med hende. Det er mærkeligt. Jeg føler ikke jalouxi. Jeg føler bare sådan en uigenkaldelig følelse af tab. Vi elsker og elskede hinanden men kunne ikke finde ud af det.


Jeg er så bange for aldrig aldrig aldrig at komme til at føle sådan igen.

Jeg elsker min gamle kæreste. Han er et enestående og enestående besværlig menneske. Gid det må gå ham godt.