ÅHHH den vrede!

Hvor bliver jeg fyldt af vrede når jeg ser på ham!!!

Det gør så ondt (og gør mig så VRED) at se hvor upåvirket han går igennem alt det her. Han ser slet ikke virkeligheden, vil sikkert ikke men GUD hvor det pisser mig af!

Han kom hjem forleden. Straks mærkede jeg alt det dårlige inden i... Jeg står begravet i hele denne situation og han fiser bare rundt i sin egen forestilling af tingene. Han ville tage afsted igen for en uge i morgen men dér satte jeg sgu halen i! Han har været væk fra Emil i 14 dage, regnende med han kunne komme hjem for 2 dage også tage afsted igen i en uge.

Da jeg hertil aften lukkede op for emnet omkring hvordan og hvorledes med Emil, virkede han helt uforstående overfor mine tanker om "hver 2. weekend". Igen...han lader slet ikke til at forstå hvad det er der sker.

Det gør mig arrig at han slet ikke forstår konsekvensen af det her. Han troede at vi, som altid, kunne "se på det hen ad vejen" men det duer bare ikke mere. Det er jo slut for helvede! Emil bliver nødt til at have en normal hverdag og kan ikke kastes frem og tilbage når det lige passer ind i hans humør og planlægning.

Arhhh også at jeg i det hele taget står i denne situaiton og han sidder her hvor han hele tiden har siddet, uden at skulle tage stilling til noget som helst. Uden et ord, har han alligevel formået at frasige sig alt ansvar og jeg har måtte tage beslutninger, rykke rundt og i det hele taget fare omkring som en idiot.

Han ser slet ikke hans ansvar i det her.

Samtalen kulminerede selvfølgelig og jeg "flød over". ÅH jeg var helt henne og hvæse ham ind i hovedet..."KAN DU IKKE SE VIRKELIGHEDEN???" Han ytrede endda at han synes han havde ligget på langs for mig og givet mig lov til at være her.

GRRRRRRRRRR - jeg havde så meget lyst til at BANKE HAM! Hvordan kan han overhoved få den overbevisning ind i sit hoved?

Jeg ser at dette ikke kan ende "lykkeligt". Ingen brud er vel lykkelige...men måske mere venskabelige.

Nej jeg har for meget lort inden i når jeg tænker på ham og jeg synes sgu ikke han er fair.

Da han så bad mig tie stille og ikke tale til ham på den måde overfor Emil, tog jeg Emil på armen og sagde "Nu er jeg SUR og det må Emil godt se!". Måske havde han ret, men på den anden side er det sgu heller ikke sundt ikke at vise sine børn at man kan føle. Jeg griner når jeg er glad og jeg græder når jeg er ked af det!

Flyttebilen er klar i morgen og den eneste jeg kunne få til at hjælpe på så kort notis, er LH. Hun sidder med sit lille spædbarn men ofrer gerne et par timer...hun er sgu en knag!

Jeg håber at få stedet klar til lørdag også starter det nye liv.

Jeg håber inderligt at lidt mere mod vil tilkomme mig i morgen. Lige nu gør det sgu ondt. Jeg er vred, bange og ked af det!