...

Jeg ved ikke, hvad der er med mig idag.
Jeg stod tidligt op. Smukkeste røde himmel.

Skulle på udstilling med forældre, hvor en gammel familieven udstillede.

Ryddede op i papirer. Rart. Fandt nogle gamle skriblerier, jeg har skrevet i den tid lige efter bruddet med J midt imellem alle mulige papirer om økonomi. Først lagde jeg dem til side i en bunke. At jeg ville gemme dem... men så, da jeg skulle smide en masse andet ud tænkte jeg: 'Kom nu' og rev dem istykker, og begyndte spontant at hulke voldsomt. Det gjorde fysisk ond at rive de papirer i stykker. Kom nu S.

Det går op for mig, at det slet ikke gør nogen forskel. Alt hvad der stod, vil jeg huske længe længe endnu. Papir eller ej.

Hele dagen har jeg smågrædt og været afsindig sentimentalsk. Der var så smukt ved Sofienholm. Jeg så min far og hans ven stå at tale sammen i et meget kraftigt lys udefra. Så en fantastisk lød i deres hud. Smilerynker med glæde og varme, og begyndte at græde igen. Så solen over søen med orange/lyserødt skær og tårnhøje nøgne træer i sort silhuoet uden for vinduet og begyndte at græde igen, og så blev det for meget for mig. Måtte tage alene hjem. Det gik jo for helvede ikke med sådan en 33 årig Tudemarie i sådan et arrangement. Havde lyst til nærhed.

Gik alene hjem gennem skoven og elskede at se, hvordan bækkene var frosset med luftbobler fanget under overfladen.

I guder, hvor kan man være for meget nogle gange. Det er helt latterligt.

Har brugt eftermiddagen hos veninde, hvis 4-årige søn ringede og inviterede på hjemmebagte boller :) - , og har herefter siddet lidt inde hos min søster i aften. Blev overmandet af månen. Den var overvældende. Så stor og bragende fuld at lys midt på den mørke himmel.

Jeg er bange, afsindig bange for at gå til i ingenting. Bange for ikke at få det ud af livet, som jeg gerne vil. Bange for ikke at føle mig fyldestgørende, bange for at spilde mit liv. Bange, afsindigt bange for et eller andet, jeg ikke kan sætte fingeren på.

Jeg ved ikke hvad det er, jeg tror jeg går glip af. Jeg har alle verdens bedste muligheder og søde venner, dejlige familie og alt er godt. Måske er det meningsløshed og mål-løsheden jeg er bange for.

At kræve af sig selv at være lykkelig, er det hårdeste man overhovedet kan udsætte selv for.