Kære dagbog...

En computer er aldrig stærkere end det svageste led... hende der sidder foran skærmen... og vupti så er en halv times reflektioner pist borte ...

Henter en kop varm te, regnen plasker mod ruden; jeg smiler og ser et lille glimt af lykke.

Ungerne er i skole og manden på arbejde.

Jeg er stadig sygemeldt og håber, at kommunen dispenserer for reglerne, for jeg er ikke frisk.

Søndagen endte varmt og hyggeligt, de havde som ventet haft en dejlig tur. Manden synes udstillingen var fantastisk, børnene lidt mere skeptiske, Tivoli trak efter turen i svømmehallen.

Min dejlige dreng vandt en blød dejlig nisse til mig, de havde hver især fået lidt lommepenge til turen. Han synes at hans gevinst skulle tilfalde mig, en tåre på min kind, selvom han efterhånden er en stor dreng, vil han altid være min lille guldklump.

Jeg lavede mad klar til de kom hjem; pillede kartofler til kartoffelsalat, stegte lidt kød og kogte pølser... mens det sidste blev sat på bordet hentede de julepynten i garagen.

Mens manden kørte bonusbørnene hjem pyntede vi juletræet en smule ... og jeg fik ordnet det sidste i deres pakkekalender.

1.december; to dejlige børn vågnede friske og veludhvilede med julesmil, og mens de gjorde morgenklar og åbnede kalender, lavede jeg morgenmad til dem.

Manden fik sin morgenmad på sengen, han var ikke frisk, ledene låst, og sarkiodosen viste tænder...

Kom lidt brok fra manden, der ikke ville spise i sengen, og tog maden med ind på kontoret og arbejdede lidt inden vi skulle køre.

Smerterne i leveren tog til, og jeg var nødt til at tage en smertestillende pille...

Klokken 10.10 satte vi kursen mod hospitalet.
Jeg havde helt ondt i maven; nervøsitet, spænding, angst... det er svært at sætte ord på.

Lægen var lidt forsinket, men som sædvanlig rar og tillidsvækkende.
Patologerne er forbryllede over biopsien, ingen entydige svar på hvorfor leveren er betændt, hvad forgiftningen skyldes er en gåde. Men den har det omstændighederne taget i betragtning bedre. Tallene går i den rigtige retning. Blodprøverne er ikke optimale og flere prøver venter. Mere medicin. Sonden skal blive hvor den er, til kroppen har hentet sig bedre.
Lægen vil lave en sammenfatning af mine ringbinds tykke journaler... det er frustrerende ikke at vide hvad der er galt, at have en diagnose, men uvisheden er en faktor jeg må acceptere en rum tid endnu, man kan ikke sætte tidshorisont på forløbet.

Tarmen er stadig inflammeret, cortisonen har ikke hjulpet synderligt, men jeg tager små skridt... the story of my life...

Så Crohn spøger stadig, sonden skal blive, medicinen fastholdes, og smerterne overvåges.

En time senere forlod vi hospitalet ... jeg føler ingen sult, da jeg jo får sondemaden, er jeg mæt, men jeg skal spise ved siden af. Kæmper for at tage på... mine 54 kilo er ikke noget der imponerer lægen, så vi besluttede at spise lidt ude i byen og forkæle os, inden manden skulle på arbejde.

Vi hyggede os, apoteket havde ikke fået lægens ordination, så jeg gav op, det måtte vente.Skal have kalium ved siden af alt det andet, da mine kaliumværdier er for lave...

Manden satte mig af ved købmanden på vejen hjem, og jeg købte lidt ind til aftensmaden. Et par luciaboller til ungerne efter skole, røg der også ned i kurven.

Manden tog på arbejde, da jeg kom hjem og jeg slappede lidt af ... trætheden og udmattelsen er i følge lægen helt normal, når leveren ikke fungerer optimalt.

Så kom kvalmen, som små bølger, der ruller ind over stranden... og mine bange anelser blev virkeliggjort, da kvalmen blev afløst af fysisk reaktion ... og uanset hvor meget jeg kæmpede imod, røg sonden op ...

Jeg kunne selv fjerne den, lidt garvet er man efterhånden. Pokkers!

Næsten fatalitisk ringede diætisten, da jeg havde fået samlet mig selv op ... hun sørger for at lægen indkalder mig, så jeg kan få lagt en ny sonde.

Hun er sød og let at snakke med, hun ville sørge for at bestille de agtegater jeg ellers var ved at løbe tør for. Hun lovede at ringede i løbet af ugen med svar.

Jeg satte vand over inden jeg gik ud for at vaske badeværelset ned. Jeg ved, at det ikke smitter resten af familien, men almindelig hygiejne kommer man ikke udenom.

Mens jeg lå der og skurede kom datteren hjem fra skole, hun havde en veninde med. De gik op på hendes værelse og gik igang med lektierne.

Jeg afsluttede projekt badeværelse og lavede varm te til dem. Og i det samme kom supersønnen hjem, så en lun bolle og te blev også lavet til ham, inden jeg lagde mig op på sengen...

Udmattet dækker nok min tilstand bedst.

Børnene hjalp med at lave aftensmad, jeg turde ikke spise noget,men drak i stedet en næringsdrik.

Vi læste lektier sammen inden vi satte det sidste pynt på juletræet. Smukt!

Så stod den ellers på "Mikkel og guldkortet" inden sovetid... indbegrebet af hygge. Julemys; hygge og varme.

Ungerne faldt i søvn og jeg rodede lidt med computeren, mens jeg ventede på at manden skulle komme hjem.
Jeg lavede en kop te og nogle ostemadder klar til ham inden jeg lagde mig op, og en halv times tid senere kunne jeg høre ham sætte nøglen i døren.

Klokken lidt over 22.00 tændte han computeren for lige at lave det sidste inden sovetid...

Klokken lidt over mdinat lagde vi hovederne på puden, og for første gang i lang tid, kunne jeg ignorere smerten og lukke øjnene og sove ... med ondt i halsen og let feber...

Vågnede helt panisk lidt over halv syv, havde sovet fra vækkeuret.
Smurte morgenmad til børnene, der hastigt kom i tøjet og satte sig til rette foran fjernsynet for at se dagens afsnit af julekalenderen inden de skulle i skole.
Manden greb sin morgenmad, som han spiser på toget og sin frokost og strøg afsted.
Klokken lidt over halv 8, kyssede jeg børnene farvel ...

Og for første gang i lang tid samler jeg positiv energi og sætter mig ved computeren. Nyder den varme te og regnen der trummer mod ruden, spiser en ostemad og nyder at jeg trækker vejret ...

Skal have kreeret luciakostumer til begge børn, men det må vente lidt, mit energinivaeu er ikke helt på toppen.

Men jeg lever ... og det er i sig selv en bedrift.
Jeg fyldes af små glimt af lykke.
Ja vi er lidt på spanden, ikke det bedste udgangspunkt i december, men vi har hinanden og det varmer mig...
Det fylder mig med håb; tro på at det nok skal gå.
Jeg er langt fra klar til at kaste håndklædet i ringen ...
Fylder badekarret og tager et dejligt varmt bad, lægger en nænsom ansigtsmaske, nyder at det plaster, der plejer at holde sondeslangen på plads, glimrer ved sit fravær.
Huden er lettere irriteret, der hvor den plejer at være spærret inde.

Må vende de slag livet giver til noget positivt... det er jeg efterhånden ret god til, hvis jeg selv skal sige det.
Smiler, trækker vejret og lever...

Artisten