Eksistentiel krise?

Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
12 år siden
I'm back!
Gittepigen
11 år siden
Højskoleophold.
Hanna Fink (...
9 år siden
Den gamle gartner
Peter
10 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
9 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
10 år siden
Masser af fest til mig :/
Michala Esch...
12 år siden
Start?
Christian Ba...
10 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
8 år siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
8 måneder, 11 dage siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
9 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
11 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
10 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
7 år siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
6 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
8 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
8 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
12 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
10 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
10 år siden
Hej. Og farvel igen. - Ka...
Kasper Lund ...
8 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
3 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
10 år siden
Glaskuplen
David Hansen...
9 måneder, 17 dage siden
Onsdag
Hanna Fink (...
11 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
5 år siden
Jeg har masser af ting som jeg kan tage mig til, men lige nu har jeg brug for at skrive og lyst til at flygte.
Vi sad og hørte noget i radioen om danske kunstnere i Berlin og jeg begyndte at tænke. Måske skulle man flytte til Berlin. C indledte sin sædvanlige snak om at det hele er for provincielt i Danmark.
Jeg blev pludselig virkelig i tvivl: Hvem er jeg og hvad vil jeg egentlig med mit liv?
Jeg er virkelig splittet i mellem det at være verdensmenneske, som rejser og oplever hele verden og ganske almindelig menneske, som lever et ganske almindelig liv med familie og job.
C giver nogle gange udtryk for at han gerne vil være verdensmenneske og tænke større, men alligevel så er hans handlinger ikke helt med i det.
Jeg spekulerer på om jeg er ligesådan.

Jeg drømmer da om at rejse og vi har da også været ude og rejse og jeg drømmer om engang at skrive en bog. Mest drømmer jeg om at blive mor og om at arbejde som lærer og være god til det. Måske engang læse videre ...

Det er drømme som er til at tage at føle på - som jeg kan forholde mig til og som jeg glæder mig til.

Alt det andet er noget andre drømmer om. At være kunstner i Berlin, at være globetrotter, som rejser rundt og laver lige hvad man har lyst til hele tiden.
Nogle gange overtager jeg andres drømme - eller hvad? Så tænker jeg om det bare er fordi jeg ikke tør? Fordi jeg har givet op?
Depressionen var et ordentligt tilbageslag - et wakeup call af rang. Jeg levede i min egen lille hollywood inspirerede fantasiverden. Jeg skulle have et godt job og tjene godt med penge, så kunne jeg være økonomisk uafhængig når x'en blev berømt og jeg kunne være 'kvinden bag manden'.
Så vågnede jeg op og så verden som den virkelig var og mistede lysten til at drømme. Bitter og kynisk, men samtidig med en lyst til at se det positive i ting - masser af modsætninger i mig. Håbefuld når jeg tør. Der er altid frygten for at blive skuffet og ked af det fordi jeg håbede, men jeg blev svigtet i mit håb. Nogle gange føles det bedre ikke at håbe for meget, så bliver man heller ikke så trist og ked af det.
Jeg tænker tit på at det må være mit lod i livet at gøre ting på den 'hårde måde'. Jeg ved da godt at jeg er heldig med nogle ting og ikke alt er besværligt, men nogle ting foregår helt sikkert på den mest besværlige måde. Jeg prøver at tænke på at det nok er her jeg lærer mest.

Eksistentiel krise? Nogle gange tænker jeg på at jo ældre jeg bliver jo mindre føler jeg mig klar til f.eks. at blive forælder. For 6 år siden var jeg overbevidst om at jeg ville blive den bedste mor i verden. Den sikkerhed er forsvundet stille. Nu håber jeg bare på at mine børn ikke bliver alt for problemfyldte. Måske er det derfor man ikke må være for gammel når man bliver forælder. Man ved for meget, har set for meget og forstår for meget, men stadig ikke nok.
Ikke at jeg overhovedet at særlig gammel, men nogle gange føler jeg mig sådan.
Mozart syndrom kunne man kalde det - masser af andre mennesker på min alder eller yngre lever deres drømme og har opnået alt muligt, som andre mennesker beundrer dem for og som gør at de kan sige 'det har jeg gjort af betydningsfulde ting med mit liv'.

Jeg har ikke engang gennemført en videregående uddannelse - og det så ellers ud somom jeg var godt på vej. Jeg havde tilsyneladende alle de rigtige kort på hånden, men jeg må have spillet dem forkert eller sådan noget.
Nu 10 år efter gymnasiet er jeg godt på vej til en færdig uddannelse og et job. I en temmelig prestigeløs branche, men som dog tiltaler mig, vanskeligheder og problemer til trods.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Eksistentiel krise? er publiceret 26/10-2008 21:45 af Johanna Mogensen (Johanna).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.