Jeg har nu vandret rundt i mit noget ørkesløse liv, med den forvisning om at det er sundt at have sit mål for øje. Hvor er det kamp nederen at være en blændet kyklop med briller og blindestok.

Se som jeg ser det så handler livet om at finde sit kald. Desværre synes mit at udeblive. Jeg vil gerne rådgive folk. Jeg vil elske og forgude kvinder. Jeg vil opdrage børn, så de bliver gode og retfærdige mennesker. Jeg vil være økonomisk fri. jeg vil gerne være eftertragtet og efterspurgt. jeg vil gerne kunne bidrage med noget værdifuldt. jeg vil gerne rejse og lære sprog. jeg vil gerne stoppe op, bygge noget op omkring mig, tage par skridt væk, vende mig om og se mit prægtige værk, der i det store hele skal stå som et monument til mig, min væren og alle dem jeg elsker og holder afs eksistens.


"Giv mig et fast sted at stå og jeg skal flytte universet for dig" Råbte Arkimedes fortvivlet.

Nu er det mig der mangler mit "Heurika", min visitation, mit lyse øjeblik.

Hvad vil jeg gerne?

Jeg ved det, men jeg ved ded ikke. Eller værre endnu:
Jeg ved det, men jeg VIL måske ikke?

Der må være en grund til jeg har saboteret mig selv ind til nu. Eller er der en grund til jeg ikke er god nok til at finde ud af hvad livet skal bringe mig.






Jeg har efterhånden brugt så mange år på at søge meningen for andre mennesker, hos andre mennesker, i håb om at finde et clue, til hvordan jeg selv finder kaldet.
Åh ja jeg er i sandhed en kriger uden en sag at kæmpe for... Alle der kender mig vil måske kunne nikke genkendende til postulatet om, at jeg arbejder som en hest mod et klart defineret mål. Utrætteligt, ubøjeligt og utålmodigt.

Kan ske det er tålmodighed jeg skal lære? Der hvor andres tålmodighed fejler, er måske der hvor min begynder?
Er det her stien der er målt af til mig? Skal jeg blot trave afsted, i håb om at finde et lys på vejen?
Eller måske bare give op allerede nu, melde mig selv som værende mentalt og sjælelig fallit og så lade Danmarks sikkerhedsnet gribe mig?
Lysten er der, men den overskygges mange tusinde gange, af mit eget ideal om at jeg sagtens burde kunne klare sig selv.

"Mening med livet kommer ej af jagt på samme"
Det kan man vel have ret i, så jeg er vel nødt til at konkludere som så ofte før:

Jeg aner ikke hvad jeg vil, og det at stille mig selv spørgsmålet, hjælper mig ikke nærmere.

Jakob S. Arndal
- Tanker fra Livet