Efter en periode med stille op-vinde, blev jeg grebet af suset oppe i himmelhøjde og svævede helt eksalteret rundt der oppe!
Glædede mig helt ind i knoglerne over følelsen af gengældt kærlighed!
Så slap de bærende kræfter mig og jeg begyndte lige så langsomt at falle - For til sidst at styrtdykke i i torsdags, være helt nede ved den hårde kolde mudderforvirrede jord i weekenden, for nu at være ved at løfte hovedet mod lyset igen!

Det er gået op for mig, lige her i dag, at det jeg er allermest bange for er at glemme mig selv. Gå så meget på kompromis, at jeg forlader mit i forvejen skrøbelige selv for at tilfredsstille andres behov og ønsker.
Mange ville nok ikke sige det, men jeg føler ikke selv at min identitet er så veludviklet. Jeg har mange drømme og idealer, som jeg ikke lever op til og sommetider svigter jeg også ved slet ikke at forsøge. Jeg har mange ting som jeg tvivler på; kan jeg nu det og det? Vil andre nu lytte til mig? Og ved jeg nu nok og er kompetent nok?
derfor er jeg nem at rykke ved.
Kan mærke at jeg bliver bedre hele tiden. til at håndtere følelsesmæssige svære situationer, i hvert fald nogle af dem. Men jeg har stadig brug for tid.
Det jeg også har brug for, er at prøve. Jeg udvikler ingenting ved blot at lade stå til.

Har altid haft en ide om at alle andre havde deres verdensbillede, som jeg skulle passe ind i. Andre havde nok deres måder at gøre ting på, som jeg skulle efterligne. Og deres opfattelser, som jeg til dels skulle indordne mig under.
ved ikke hvorfor jeg har haft det sådan. Jo, lidt måske, men ikke i så høj grad. For i mange tilfælde, har jeg fået meget frihed.
Men det har været vigtigt for mig, for hvis jeg ikke kunne, ville dem jeg så måske ikke synes om mig? End og måske ikke kendes ved mig? Og hvad var jeg så? Hvordan overlevede jeg?
Men jeg har også min version af verden. Ligegyldigt hvor meget jeg så førhen har prøvet at tilpasse den til andres.
Jeg ved også hvad jeg synes er okay og ikke. Og mine ideer er lige så brugbare som alle andres.

Hvis jeg kan holde fast i det, vil jeg gerne give mig hen. Kunsten er ikke at lade sin personlighed opsluge, for så forandrer man sig jo også for øjnene af dem, der ville have en som man var før?
har lige diskuteret det lidt med min x-kæreste.
han faldt endnu mere for mig da vi slog op, fordi han så hvem jeg var, når jeg ikke var hæmmet af tanken om at miste ham, hvis jeg gjorde noget galt.
Selvom jeg har hadet at jeg var i det forhold så længe sommetider, tror jeg at det har vist mig, hvilke reaktionsmønstrer jeg skal prøve at undgå fremover.

Som det er lige nu, har jeg det som det lille barn, der vil ud og afprøve grænser.
Hvor meget kan jeg tillade mig?
Hvornår går jeg over stregen?
Og hvornår kommer jeg til at såre andre?
Hvornår er det i orden at råbe og reagere?
Og hvornår skal man vente lidt og komme til besindelse for fredens skyld?
Jeg føler aldrig at jeg har prøvet eller lært alle de ting.
Og jeg har tit raset og været stille som en mus, men brændt inden i.
Jeg tror der er en masse, der skal ud.
Og bagefter, når jeg har lært den del af det sociale regelsæt, tror jeg at jeg bliver stille igen. Som person tror jeg ikke at det ligger til mig at være temperamentsfuld og brokke mig. så tror at min stilhed bliver en anden, en mere afbalanceret en, som man ved hvor man har. Hvor jeg siger til og fra og er til at regne med.
i stedet for at blive distanceret, fordi jeg ikke tør at udtrykke mig ordentligt.
Det håber jeg.

ER begyndt på uni igen.
En forelæser nævnte noget om at man tidligt danner en måde at orientere sig på blandt andre. At man kunne være afhængig, uafhængig, en mellemting eller at folk ingen væsentlig rolle kunne spille.
Jeg er afhængig. Dybt og usundt afhængig af andre mennesker. Af at de kan lide mig og gider at tale med mig. ellers må det være mig, der er forkert.
Tror til dels det har at gøre med mit forsøg på at tilpasse mig deres betingelser. Hvis jeg tror på mit eget syn på tingene, bliver folk ikke vigtige for min eksistentielle overlevelse. Så kan mit univers godt eksistere, uden deres samtykke.
Så er der det rent praktiske - At jeg er afhængig grundet mit synshandicap. Men det tror jeg er det mindste af det. Jeg har intet i mod at spørge folk om hjælp og hvis den første ikke vil eller kan, så vil de 30 næste. Jeg elsker at udfordre min egen selvstændighed fx mht. at finde rundt, så det spiller vidst ikke en så stor rolle.
Alligevel tror jeg at det kunne hjælpe mig at gøre nogle flere ting selv. Fx shopping. Jeg elsker at købe tøj med veninder, for så ved jeg at det ser ordentligt ud. Hvis jeg nu selv gjorde det og stolede på ekspeditricerne og min egen dømmekraft, ville det ikke være noget jeg behøvede dem til. Hvis jeg havde lyst til at finde en fed trøje - Så gik jeg selv ud og gjorde det!
Det lyder som en lille ting, men tror det og så fokus på det, kan hjælpe mig.
for selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, men ikke for at overleve. Jeg har de mennesker jeg har brug for i mit liv. Selvfølgelig vil jeg meget gerne have flere - Men jeg har dem omkring mig, som jeg ved altid vil være der og så behøver jeg jo strengt taget ikke mere. Det andet er bare ekstra bonus.