Jeg vågnede op lørdag og tænkte, 'det er 100 år siden, jeg har set mine forældre. Jeg vil hjem.' Og så var det så heldigt, at de for engang skyld ikke havde gud og hvermand på besøg og faktisk bare var de to og den lille hund i det store dejlige hus på landet.

Jeg viste billeder fra venindens bryllup og min mor er sgu så sød. Kender ikke nogen som hende, der suger information ud af sådan nogle billeder til at prøve at forestille sig, hvordan det var. Jeg er rimeligt kedelig at vise billeder til. Alt for selvoptaget tror jeg i virkeligheden. Eller restløs, ved det ikke. I hvert fald var det hyggeligt at vise dem billeder.

I dag skal vi ud at gå en lang tur ved stranden og måske bade også. Uff, det er noget tid siden sidst, men hvis hende på 60 kan hoppe i, så kan jeg vel også tåle det, og jeg elsker gyset!

Jeg har fået lyst til at købe lejlighed. Har kig på en lille en på vesterbro med et stort fælleslokale på tagteressen... (til at erstatte min superstue). Så vil jeg ikke behøve at finde en ny bofælle, når den nyværende finder job i udlandet. Men jeg ved ikke om jeg har råd. Må tale med banken. Gider ikke sidde dyrt, men efter fjernvarmen er installeret, er det næsten blevet så dyrt at sidde i min lejlighed, at jeg ligesågodt kan eje noget for samme pris et andet sted. Og jeg har jo haft lyst til at flytte i efterhånden ret lang tid. Hmmm, det er i hvert fald værd at tage en 'banksnak'. Er jo desværre ikke formuende... æv.... ender sikkert med at blive boende, men jeg kan mærke et sjovt sus i maven, jeg ikke har følt længe, når jeg surfer lejligheder. Det må være spænding og lyst.

Og lige en kort ting om J. Han havde skrevet en nøgtern mail om 250kr. jeg skyldte fra brylluppet. Jeg overførte og sendte ham en rigtig bitter mail tilbage (fordi han har lånt så sindssygt mange penge over lange perioder den gang - synes det var nidkært af ham). Nå igår sendte jeg så en undskyldende sms, for han havde jo ret til at kræve et fælles beløb ind, og han skrev tilbage, at han blev glad. I mit stille sind synes jeg, han er lille, at han aldrig kan sende mig en besked, der gør mig glad, men men men... det føltes godt at gøre det. Det er 1 1/2 år siden nu. Jeg må simpelthen til at komme mig. Kan jo ikke nytte noget at gå hele livet og være bitter og savne. Det kan det simpelthen ikke.

En to tre, et stort materielt og geografisk ryk kunne være fantastisk!