Så blev min ældste veninde, som jeg har kendt siden børnehaven, gift - med min gamle kærestes bedste ven.

Dagen var fantastisk, hun var gravid, jeg pyntede hendes hår med timianblomster og hun lånte mine helt enkle men 10cm lange simili smykker med lilla glas-sten, og så strålende og romantisk ud.

Alt gik ok. Jeg havde bar ryg. Gamle kæreste hvis hele lugt, lyd og tilstedeværelse jeg stadig elsker alt alt alt for højt, kom hen til mig bagfra og lagde hånden på min ryg. Jeg stivnede. Jeg havde lyst til at gå i brusebad med det samme. Den ryg er min, min bedste, og den er kun for dem, der behandler mig ordenligt! Jeg kan ikke tåle berøring fra en, der ikke vil mig, der ikke orker at tale i telefon og neglicerer min tilstedeværelse på Roskilde.

Jeg stivnede, sagde hej og gik. Det gik ok under festen, men kl. 2 om aftenen, da alle var fulde og den del af venneflokken der nu åbenbart hedder 'Norgesholdet' fuldstændigt tog overhånd og dominerede hele festen, måtte jeg gå om bag venindens forældres fårestald. Jeg kiggede på fuldmånen og begyndte at hyle som et slået dyr, ingen gider høre på. Jeg hulkede. Jeg græd og græd og græd. Jeg ringede til min søster som trøstede. Jeg græd fortsat, længe, alt for længe. Samlede mig sammen til at gå i seng, og lå på en havehynde under et skrivebord... fordi jeg ikke var med Norgesholdet, og fordi jeg til festen hverken havde børn eller mand eller venner. Som den eneste til hele festen, der ikke hørte til andre, ikke til andre end til huset, familien, landskabet (min hjemegn) og bruden.

Næste morgen ok. Gamle kæreste stod naturligvis meget senere op end mig, så det fyldte ikke så meget. Jeg skulle have kørt med fællesbus hjem. Orkede ikke ikke at kunne sidde ved siden af ham og samtidig høre ham dominere rummet og grine med andre. Tog hjem med en anden bil. 'Skal du ikke med os' spurgte han? 'Nej, jeg kører med dem, der letter nu', sagde jeg. 'Du skal nok få dine penge.' - jeg er sgu et lille bitte skvat.

Da jeg havde sat mig ud i bilen, og parret, jeg skulle køre med, pakkede datteren i sin sele, blev jeg igen grebet af en angst jeg husker så tydeligt fra vi var sammen, - som om at det var sidste gang vi skulle ses, - som om at nænsomhed inden adskilning pludselig var altafgørende. Jeg løb ind til ham, bad om et knus. 'Også mig, også mig' sagde han. Vi knusede - længe og jeg inhallerede hans duft og fornemmelsen af det bløde skæg som en gammel misbruger. Han ville kysse på kinden, men jeg kunne slet ikke tåle den bløde gestus, hans læber mod min hud, og det endte med at mine chauffører kørte en stortudende tøs med 11 taller af snot ned ad overlæben ud af indkørslen.

'Du har klaret det så sejt', sagde min søster. 'Du har været så stærk', sagde min veninde i bilen.
Lille bitte bitte frøken-mig, der tuder og kun overlever på at få at vide, at hun er stærk (what a joke - det var min venindes bryllup for fanden).

Jeg bliver aldrig så forelsket igen. Jeg kommer aldrig til at turde.


PS:
Ret skal være ret. Det var fantastisk at være sammen med de folk, jeg har brugt store dele af mit voksne liv på. Jeg holder virkelig af dem. Vi har haft det så sjovt sammen, ferier, fest, fis og ballade. 'Norgesholdet' ville have været nogle af mine bedste venner, hvis ikke jeg var blevet 'skilt', og når jeg slappede af og gamle kæreste ikke var alt for højrystet, nød jeg virkelig at sidde at joke og grine med dem. Ret skal være ret. Det var alt i alt et fantastisk bryllup.

Æblehave, helstægt lam, havefakler, brudevals nynnet af fyrre dygtige stemmer, spillet på guitar og slået på grydelåg. Hjemmelavet mad, lyshårede unger, bål i haven, solskin efterfuldt af fuldmåne. Jeg er et skarn ikke at have kunnet nyde det i fulde drag. Og parret holder jeg utroligt meget af.