Jeg er så tom indeni lige nu. Det er efterhånden en typisk følelse her søndag aften. Tom og trist, alene og følelsen af at være forladt. Jeg savner Kenny helt vildt men han er bare SÅ langt væk.

Tænker sommetider på om det er det værd. Altså om Kenny og jeg nogensinde får et nogenlunde normalt liv sammen eller hvor længe dette langdistance forhold skal blive ved med at køre. Er alt dette savn virkelig det værd, som kommer ud af alt dette her? Er det værd at fortsætte når vi ikke engang aner, hvornår vi ses igen næste gang?

Det er især når jeg føler mig så tom indeni og når savnet til ham er rigtigt stort, at jeg får disse tanker. Men jeg elsker ham og har ikke lyst til at forlade noget, hvor der bare er en lille bitte chance for at det bliver til noget godt engang. Det er bare hårdt mens det står på og det bliver sværere og sværere at opretholde motivationen til at fortsætte.

Det har ellers været en dejlig weekend. Den startede allerede fredag morgen, hvor jeg var på arbejde for sidste gang dernede. Det var lidt trist at sige farvel til dem alle sammen, især Dan og Tomas inde ved siden af. Kom alligevel derfra i nogenlunde tid, hjem og rydde lidt op og så skulle pigerne komme ved 18:30-tiden. Pga. en misforståelse kom Jette ikke alligevel, og hun skulle ha haft grillen med, så vi endte med at stege kødet på panden i stedet for. Det betød nu ikke så meget, maden var rigtig lækker alligevel. Og bagefter sad vi og hyggede og snakkede frem til midnat. Det er nogle rigtig dejlige tøser, dem kunne jeg godt forestille mig at mødes med igen.

Martin havde ringet et par gange i løbet af aftenen og spurgt om det stadig var i orden han kom senere den aften. Han havde spurgt tidligere på ugen om han måtte komme, da han trængte til at snakke og det synes han at jeg var så god til. Selvfølgelig måtte han det, det er altid hyggeligt at være sammen med ham. Han kom så fredag nat kl 2 og vi endte med at snakke indtil kl. 5. Vi fik så redt op til ham på madrassen i stuen og gik så i seng.

Lørdag kom vi sent op og lå og stenede det meste af eftermiddagen. Vi blev inviteret ned til John og Maria om aftenen så der tog vi ned. Det var en rigtig hyggelig aften, en af dem, hvor man bare er omgivet af rigtig gode venner og man ikke bliver nødt til at leve op til en eller andet facade man engang har sat op. I formiddags da vi var vågne igen kravlede jeg ned til Martin på madrassen sammen med ham. Trængte bare til at putte lidt, til at han bare holdte en arm omkring mig. Men det gjorde han ikke, han lå bare der ved siden af mig. På en måde var jeg skuffet, ikke fordi jeg havde lyst til at lave alt muligt med ham, men bare fordi jeg lige trængte til et kram og bare ligge der sammen med ham. Trænger virkelig bare til en masse kærtegn og kærlighed, alt det som Kenny skulle give mig, men som bare ikke er fysisk muligt pga. afstanden. Aaaaaargh, jeg er så træt af det. :-(

Nå, livet går videre, det skal det jo. Har fri i morgen, en fridag der skal nydes inden det går løs med det nye job på tirsdag. Skal til læge kl 9:45 og håber så han kan give mig noget mod det eksem. Det er begyndt at klø, men jeg vil ikke smøre det med det andet salve jeg har, for vil gerne have at lægen kan se det når det er aller værst. Skal også ha handlet lidt i morgen, især til madpakke. Skal have madpakke med på mit nye arbejde, der er ingen frokost ordning. Jeg hader ellers madpakker, så skal ha fundet et eller andet nemt at tage med hver dag. Må jeg få kigget på i morgen. Vil også igang med at træne igen i morgen, så tar derhen lige efter jeg har været ved lægen (og evt. apoteket). Det gik ellers så godt på et tidspunkt, skal ind i den gode rytme igen. Håber dog det bliver nemmere nu, når jeg ikke skal i svømmeren om aftenen mere. Så kan jeg nemlig tage hen og træne direkte fra arbejde og skal ikke hjem først.

Puh, har det ikke godt. Vil lige skrive en mail til Kenny og så i seng.

Godnat derude...