16 år siden

Det perfekte liv...?

Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
6 år siden
Kjære dagbok
Sunstar31
10 år siden
Påske
Hanna Fink (...
8 år siden
Adfærd, og dens magt.
Junior Chris...
8 dage siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
9 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
5 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
10 år siden
ulovligheder
Sincedawnofm...
11 år siden
brænde
Peter
9 år siden
Det var så den søndag.
Ellen Tang S...
11 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
8 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
12 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
12 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
9 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
12 år siden
So many feelings on one t...
MysteriousGi...
12 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
10 år siden
Et digt
Peter Munk (...
11 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
10 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
11 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
12 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
11 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
12 år siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
11 år siden
Gulv alene
Peter
5 måneder, 3 dage siden
Det har været en lidt mærkelig weekend. Eller, det har det jo så ikke alligevel, den har været næsten som mine weekender er flest. Har ikke været udenfor en dør siden jeg kom hjem fra arbejde fredag eftermiddag, har ikke engang været i bad.

Jeg tror det er en blanding af selvmedlidenhed, kedsomhed, savn og dovenskab der gør, at det sker...weekend efter weekend. Selvfølgelig har jeg lyst til at komme ud og opleve noget og have det sjovt. Men det er bare langt fra altid at det sker, der kommer altid et eller andet i vejen et eller andet sted. Det er utrolig belastende, men hvordan bryder man sådan en ond cirkel?

Har sommetider tænkt på om det er fordi jeg mangler en "ny" vennekreds. Tjaaa, både og vel. De få venner jeg har, kan lide mig for den jeg er og omvendt. Jeg ved at jeg kan regne med dem, hvis det blir nødvendigt. Men jeg har så også kun nogle få venner. Ved at udvidde min vennekreds lidt vil der være større sandsynlighed for at det ikke går "galt".

Er bare lidt træt af hele den måde mit liv det kører på. Kenny der er så langt væk og som jeg skal kommunikere med på email og skype. Mit job som er RET stressende og med en chef der går "amok" i tide og utide. Min udlejer, der ikke vil gøre noget ved mit afløb under vasken. Mine mangle sociale relationer, som får mig til at sidde alene hjemme endnu en weekend. Puha.

Én af ovenstående punkter bliver dog snart ændret. Der er kun 10 arbejdsdage tilbage i min nuværende job, så starter jeg i det nye. Jeg håber virkelig det bliver godt. Alt tyder på det, så jeg glæder mig til at starte. Og så håber jeg på at det kan give nogle nye sociale relationer, som kan give mig energi til at håndtere savnet på Kenny og min udlejers manglende forståelse for min situation.

Og netop fordi Kenny er så langt væk og jeg venter på svar fra de amerikanske immigrationsmyndigheder gør, at jeg føler at jeg venter hele tiden. Som om jeg har sat mit liv på hold og jeg bare venter på at andre mennesker gør "noget" så jeg kan starte mit liv igen. Jeg føler at jeg har lagt min skæbne i andre folks hænder. Det hader jeg. Jeg lever ellers efter den filosofi at hvis du ikke kan lide det liv du lever nu, så er du selv den eneste, der kan ændre det. Og det er lige præcis det modsatte jeg gør. Problemet er at jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal takle det og komme videre. Jeg føler bare at jeg venter på noget godt skal ske som måske aldrig vil ske.

En anden ting jeg er træt af, er at jeg bare ikke kan få mig selv afsted ud af døren og i motionscenteret. Jeg har ikke været derhenne i ca. 2 måneder nu og har virkelig prøvet at tage mig sammen her på det sidste men uden held. Det generer mig bare at jeg ikke engang kan tage mig sammen til det. *suk*

Igår eftermiddags fik jeg en idé med at bytte om på mit soveværelse og kontoret. Soveværelset har altid været alt for stort til mig og desuden er altandøren derinde. Jeg føler ikke jeg bruger altanen så meget som jeg gerne vil - den vender endda mod syd. Og når det er flyttet rundt så ville jeg også flytte rundt inde i stuen så det hele står så jeg ville kunne se fjernsynen fra sengen inde fra det gamle kontor. Ulempen bliver at der ingen dør er imellem mit nye soveværelse og stuen, men der er plads til et gardin, som jeg helt sikkert vil hænge op. Men...efter alle idéerne blev tegnet og sat op på papir slap motivationen alligevel op inden jeg nåede at flytte på et enkelt møbel. Ihhhhh...hvorfor går jeg sådan i stå? Hvorfor kan jeg ikke bare gå igang med sådan et projekt?

Arrgh...mit liv er ikke lige så perfekt i den her tid, blir det mon nogensinde det?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det perfekte liv...? er publiceret 15/06-2008 23:21 af NuserNielsen.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.