Et dejligt digt, eller en vilkårlig selektionsproces. Måske begge dele.

Min families vandrehistorier er udvalgte præsentationer af fortidens forteelser - en arbejderfamilie bestående af en enlig mor med 4 uvorne unger, tidlige morgenmøder 1. maj, min klapvogns endeligt under en kran, hvor jeg selv kunne have endt mine dage, hvis ikke min mor havde taget mig med ind i pølsevognen, da hun tilfældigvis fik lyst til en pølse.

Vi digter os selv på den ene side og dræber os sødt på den anden side - noget for noget, nævnes nogen så glemmes nogen.

Der findes en øvelse, som går ud på at nævne et dyr lige her og nu, hvorefter man skal nævne 3 tillægsord om dette dyr.

Derefter skal man nævne en farve også sådan uden videre, og ligeledes besmykke denne med 3 tillægsord.

Mit eget valg af dyr faldt på en skildpadde, som jeg prædikerede langmodig, sindig og ustresset.

Farven blev mørk postkasserød og de udvalgte prædikater blev dramatisk, stærk og dyb.

En lille øvelse, som skal lægge bunden til den spæde selvforståelse. Jeg har nu allerede udvalgt de allerførste udsagn om mig selv og uden den mindste betænkning forkastet en masse andre mulige selvfortolkninger. Ligesom min mor fravalgte at parkere mig i klapvognen udenfor pølsevognen, da kranen kom forbi og maste den.

Valg og fravalg er lige vitale og fremdigtningen af én selv bliver sandheden. Sandheden er både AT jeg digter mig selv og DEN jeg digter mig frem til at være.

God latin og gammel nyhed for en historiefortæller. Jeg har opgivet for længst at sondre for skarpt mellem faktuel og indre virkelighed - hvordan indre virkelighed så end skal defineres, he, og så digter jeg allerede igen, en historie om den indre virkelighed.

Vi læser hvem andre har valgt at være, har brug for at være - i det mindste for en stund. Nogle kan lide en kompakt identificering, som ikke spreder sig over for mange nuancer. Der skal være en kort og relevant forbindelse, en forudsigelig sammenhæng mellem emnerne.

Personligt har jeg det nemmest med løse forbindelser, der ender i overraskende relationer og skaber noget nyt - online ulve, neurotransmittere, sorte enker og Karelen. De minder mig om andre af mine skøre påfald som at læse om Cuba, yorubaer fra Afrika og orishas, der besætter de dansende. Jeg kan atter vende bort fra de afrikanske stammefolk og guder og se Che begive sig ud på sin motorcykelrejse som en ægte conquistador.

Hvad mon der ligger bag en fortællers hang til relevans og kompakt identificering ? Det har min største respekt i verden, for hér er noget diamentralt modsat af mig selv, og hvis jeg vil pleje mine egne løse forbindelser, er jeg netop nødsaget på det allerstrengeste til at rumme det diamentralt modsatte. En kontravægt for at opretholde balancen.

Mon det er nødvendigt for mig at forstå naturen af det diamentralt modsatte helt igennem ? Eller er det nok at fornemme nøvendigheden af dets eksistens ? Fornemme nødvendigheden af kontravægtens bidrag til helheden. At jeg selv er kontravægt til min kontravægt. Der må være så ufatteligt mange måder at eksistere på - måske er det alle de måder at eksistere på til sammen, vi tænker på, når vi taler om Gud.

Lyset er kommet igen. Det kom omkring 04 tiden, som det gør i disse majnætter, når jeg er stået op for at lave natmad og skriver, mens det koger færdigt på komfuret. Jeg må hellere tjekke om L er på siden før jeg logger af og går i seng.

Nu har jeg fået spist min mad, så nu er det online ulvenes tur til af blive fodret. I kan spise mig nu som tidlig morgenmad, og da vil jeg bogstaveligt talt skabe mig selv igen - måske i morgen efter midnat. Hvor det hele begynder forfra med endnu en vilkårlig selektionsproces, hvor jeg fortsætter med at vælge fra og til, med at forplumre den faktuelle virkelighed eller bare påvirke den - hvilken af disse definitioner er nu den rigtige ? Måske jeg ikke skal bekymre mig om forplumring eller påvirkning af den faktuelle virkelighed. Jeg skal bare være klar over, at jeg vælger.