Tog mig sammen igår.

Forældre spiste med og ven synes de var skide skægge... det ved jeg egentlig godt. Han er gammel gammel ven, kender dem og griner af dem med bred kæft og smilehul mellem fortænderne, hvis man kan have det.

Og så gik vi i bif med en tredje veninde, der havde ringet og spurgt, og vi gik ud og drak et par øl.

Og så vågner jeg og er igen i tudeturs humør idag... har arbejdet lidt med speciale, skal ud til veninde nu... og .... har snakket med J.

Længe, og dejligt... vi savner hinanden. Han er ligesom mig heller ikke vildt lysten efter alle mulige andre, men har naturligvis haft et par... ture.

Han er sikker på at han ikke kan give mig, det jeg vil have... hvad det så end er, og han undskylder, at han har givet mig forventninger og brugt år af mit liv.

Han savner også mig, i alle oplevelser, men han savner ikke hvordan vi havde det... med skænderier og gråd og slidte følelser.

Han tror ikke han kan være i forhold. Han kan ikke udstå alt for meget kontakt med det samme menneske, og kan ikke klare at skylde nogen noget. Daglig kontakt er for meget.

Hvis der er nogen kvinde, der vil leve sådan, vil han gerne, men ellers må han lade være, siger han. Han mener han ikke har været ærlig over for mig, og er ked af at have såret mig så meget... han mener ikke han har været klar over hvad han ville, og at han har villet alt på en gang.

Han siger jeg bør kigge på, hvorfor jeg så frivilligt bliver ved med at søge mod noget, der så tydeligt gør ondt på mig. Han forstår mig, synes jeg... er bare hård og vil ikke styre et øjeblik uden om egne behov, mærkeligt egoistisk. Han siger det selv. Det kan jeg jo ikke rokke ved, når det er så bevidst en beslutning. Han er også min bedste ven. Jeg savner ham.

Han er en sød fyr, og en umulig kæreste. På bundlinien bliver jeg ved med at være ked af, at jeg ikke betyder mere, end at han hellere vil være uden.... Cow-boy J.

Suk, på lørdag er vi inviteret til fødselsdag sammen. Ved ikke om jeg kan. På torsdag skal vi ses for første gang i 100 år sådan rigtigt. Vi skal i bif og tømme hans ting ud af loftet... Jeg glæder mig naturligvis helt vildt.

Jeg har sagt, at jeg ikke kan kende ham, hvis ikke han er ærlig. At han skal fortælle mig, når han er forelsket og sådan noget.... at det vil hjælpe mig på vej, ...at jeg ikke kan tåle uærlighed, hvis vi skal kende hinanden (hvilket vi fucking ikke kan undgå pga. vores aller bedste og ældste venner, der alle er blevet gift, og dem der ikke er skal om lidt...puh endnu et bryllup, suk). Og vi kan jo utroligt godt lide hinanden.

Måske vi bliver ok... vi bliver sådan nogen der kommer til at hakke på hinanden. For sjov... hvis det lykkes. Oh damn. Jeg sidder fast. Man kan ikke få alt hvad man peger på, sådan er det bare.

Og han siger omvendt, at han aldrig vil kunne få mig, som jeg er bedst, selv om han gerne vil, fordi han ikke kan være anderledes.

Det er sgu da til at tude over.