Jeg husker ofte hvad jeg drømmer. Om morgenen når jeg vågner, bruger jeg altid et par minutter på at løbe nattens hændelser igennem. Desværre glemmer jeg dem så til gengæld ofte i løbet af dagen... Men jeg nyder altid at få et indblik i min egen underbevidstheds forunderlige verden der om morgenen - selvom jeg ikke umiddelbart kan tyde det.
Men der en drøm, jeg ikke kan glemme. Det var forrige nat og jeg husker den stadig tydeligt. Ganske relevant for denne drøm, er min venindes ven som jeg kun har mødt en gang – og alligevel hele tiden popper op i mine tanker. Det er virkelig åndssvagt, jeg kender ham på ingen måde og alligevel tænker jeg bare: ”Den fyr, ham skal jeg bare score, han ville være perfekt for mig.” Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at betro min veninde det, men kom til at sige det i en brandert og fornemmede hun havde det lidt mærkeligt med det. Siden da har jeg forsøgt at skubbe tanken om ham fra mig, men denne drøm er et tydeligt eksempel på, at det sgu er lettere sagt end gjort…

Jeg er på et skib, en færge og det er stormvejr. Jeg er udenfor, står på en forhøjning som rager langt op over dækket nedenunder. Dækket hviler direkte på havoverfladen og går ikke ud i en spids, men deler sig snarere som en katamaran.

Bag mig er ligger en åben kuppel over resten af dækket, her befinder hele den hårde kerne fra gymnasietiden sig (mine veninder) blandt resten af passagerne, heriblandt denne veninde og hendes ven.

Mine arme klamrer sig til masten, som er naglet til forhøjningen, jeg står på. Jeg kan tydeligt huske det hvide, kolde og let ru stål under min levende hud. Jeg er i stævnen og foran mig kan jeg se det brusende og mørke hav - larmen er øredøvende.
Jeg nyder det. Salte skumsprøjt i ansigtet, skælvenen i benene når de mægtige kræfter forplanter sig i skroget, den let kvalmende fornemmelse når færgen skiftevis hæver og sænker sig over de buldrende bølger. Det er naturen når den er smukkest, farligst og mest tiltrækkende.

Færgen gennemtrænger det sorte hav med sine lange katamaranarme og imellem dem brydes vandet af det tunge stål og står i kaskader op på dækket.
På et tidspunkt borer stævnen sig ind i det mørke hav og vandet vælder ud over dækket. Der bliver kvalmende stille og færgen ligger usædvanligt roligt og alt for dybt i vandet; jeg tænker: "Det er for meget for den, den kan ikke klare det, vi forliser nu," og forestiller mig hvordan havet opsluger os i dets sorte dyb.
Da skyder stævnen næsten lodret i vejret, gennembryder vandets dystre favntag med en voldsomhed der slynger alle passagerer bagud. Kun fordi jeg klamrer mig fast i masten, undgår jeg at møde mit endeligt med dækket langt under mig.

På grund af dette ligger færgen nu så ustabilt i vandet, at bølgerne får frit slag... Selvom det burde være omvendt (havde det været virkelighed), løftes bagenden højt af vandet og grusomt langsomt følger resten af færgen med i en dødelig saltomortale som slynger passagerer ned i det rasende hav. To gange vendes færgen 360º og jeg husker tydeligt fornemmelsen af verden der vendes på hovedet omkring mig, mine fødder dinglende over selve dødens gab, mens jeg krampagtigt fastholder mit greb i den kolde, glatte mast.

Første gang færgen vender, da bagenden løftes, stirrer jeg direkte ned i hullet mellem de to arme, og har på fornemmelsen at han, min venindens ven, er røget derned, slugt af vandet sammen med talløse andre.
Da færgen endeligt ligger stille igen (helt stille, for tilsyneladende er stormen ovre) klatrer jeg ned på dækket med en rædselsfuld fornemmelse - jeg har ingen anelse om nogle af mine veninder har overlevet.
Heldigvis spotter jeg hurtigt nogle af dem. De viser mig et par kæmpe kasser og forklarer, de havde forudset at stormen kunne ende så galt, som den gjorde og derfor havde gemt sig i kasserne, som stod i spænd på dækket så de på ingen måde kunne rokkes ud af stedet.
Jeg fortsætter med at lede på resten af færgen, men må vende tilbage til de andre uden videre resultat, da jeg støder ind i en af dem. Hun fortæller at alle os piger har overlevet, og jeg husker hvordan jeg nikker og med en klump i halsen spørger: "og hvad med 'E'?" Hun ryster på hovedet og siger sørgmodigt, "nej, han er helt forsvundet. Det er hårdt for 'I'."
Jeg får det simpelthen ubeskriveligt rædselsfuldt, som om hele verden går under. Det eneste jeg tænker på, at jeg med ham her fyren havde en enestående chance for at finde ægte kærlighed, men at det nu er for evigt for sent. Men et sted dybt i mig, ved jeg godt det hele er en drøm, og åbenbart er denne sønderrivende rædsel så uudholdelig at jeg vækker mig selv! For jeg vågnede, midt om natten og det eneste jeg tænkte var: "Det var bare en drøm, han er stadig i live. Det var bare en drøm..."

Hvad fanden skal jeg mene om det?! Suk, jeg har forsøgt at tyde drømmen (havde trods alt min ”okkulte” periode i 13-14-årsalderen, som så mange andre piger sikkert også havde), men kan altså ikke rigtigt gennemskue den. Selvom den nok også kan læses konkret, stikker den jo dybere og siden der indgår så få elementer burde det jo ikke være helt umuligt at finde en mening med den.

Altså, vand har jo noget med det ubevidste og følelser at gøre, og så også det feminine. I dette tilfælde er det så et hav i oprør, jeg er tæt på at kæntre i… Men på den anden side, så nyder jeg at se det fuldstændigt ukontrollerbart. (I virkeligheden har jeg sgu også en smule hydrofobi og frygter mere end noget andet at lide druknedøden – men føler faktisk ikke det er relevant i denne drøm.)

Umiddelbart læser jeg, at jeg har ladet mine følelser og mine feminine aspekter kommet ud af kontrol, og selv om jeg måske ønsker det sådan, truer de altså med at overmande mig.
Det er vel ikke tilfældigt at ud af de folk jeg kender på færgen, omkommer den ENESTE mand netop i havet, mens resten, alle kvinder, overlever. Og det viser sig jo at være fuldstændigt ødelæggende for mig! Faktisk tænker jeg i drømmen, ”havde det bare været en af de andre (pigerne), men ikke ham, ikke ham.”
Samtidigt kan masten vel læses som et fallossymbol? altså noget maskulint, og det er den der redder mig hver eneste gang, havet er ved at kæntre færgen.

Jeg er ikke så meget inde i alt det med animus, men drømmen må sgu da læses som en opfordring til at integrere det i mig, frem for at forsøge at fortrænge det. Og det passer altså ret præcist, at jeg har ladet de feminine aspekter dominere mig for tiden… når jeg læser mine andre tekster, jeg er jo krøbet fuldstændigt ind i mig selv og har ladet alt der hedder følelser, intuition mm. overtage!
Men føler stadig ikke jeg helt har afdækket den fulde mening med drømmen. Hvis der er nogen der læser det her og er lidt mere erfaren inden for drømmetydning, er alle bud virkelig velkomne!

Og hvordan jeg skal håndtere affæren med min venindes ven i det virkelige liv har jeg ikke kunnet læse af drømmen… desværre;P.