Hvor var det rart at se Pernille igen. Hele eftermiddagen nød vi solen på terrassen og snakkede om alt mellem himmel og jord. Jeg fortalte hende alt om hvad der var sket med mig og Tina. Hun var dybt rystet og kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor jeg blev ved med at tale om at få hende tilbage. Og da slet ikke da jeg havde fortalt hende om Morten. For hende var en utro kæreste med det samme en ekskæreste. Jeg prøvede at forklare hende, at sådan var jeg jo ikke. At jeg valgte at kæmpe for mit ægteskab da hendes søster havde været mig utro. At det så ikke lykkedes for mig i længden, tja det er jo historie nu. Det var Pernille der ramte rigtig, da hun pludselig udbrød, at den røde tråd i mine forhold var, at jeg stort set altid endte med at blive forladt, fordi min kone/kæreste havde fundet en anden. Jeg endte med at måtte give hende lidt ret. Ikke fordi jeg har haft masser af kærester, eller koner, men de få jeg har haft efter min skilsmisse er stort set endt på samme måde.
Det har jeg virkelig tænkt meget over siden.
Er det mig der noget galt med? Det ser godt nok skidt ud, hvis det er det jeg ”gør ved” en kæreste. Hmm, lige så slemt er det vel, hvis det er den slags piger jeg falder for. Og kan man overhovedet tale om ”den slags”; at der findes nogen der har hang eller tendens til utroskab? Jo ældre jeg bliver, jo mindre forstår jeg mig på parforhold. Synes jeg forsøger både at være nærværende og givende; samtidig med at jeg forsøger at give plads til min kæreste… må så lidt syrligt konstatere, at det måske har været for meget plads. Uanset hvor lidt jeg forstår, så er jeg begyndt at indse, at Tina er tabt. Håbet for at se hende igen svinder lige så langsomt bort. Jeg synes jeg har givet hende alle muligheder for at kontakte mig, jeg har sms’et, ringet og skrevet til hende. Uden held. Jeg savner hende. Rigtig meget. I går aftes kiggede jeg kassen med hendes ting igennem, og fandt en trøje, der stadig duftede lidt af hende. Endte med at tage den med i seng… som man gør med små børn der skal lære at sove selv, giver dem noget der dufter trygt af mor med i seng, så de kan sove roligt. Fin løsning til de små, men temmelig fjollet af en voksen mand. Heldigvis vågnede med lysten til at komme videre, men som dagen skrider frem, og håbet forsvinder, så kommer mismodet… og der med kulkælderen nærmere. Men sådan er jo selve livet, universet, Yin og Yang, godt og ondt, glæde og sorg. Den evige dualisme… det er vel ikke en skam at lade tårerne og tristheden flyde, for på et tidspunkt går det jo opad igen...
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.