Jep, har hugget overskriften fra en Runrig sang, og sikkert også vredet den lidt... hvis jeg står på kanten af verden, så er den kant der er tættest på himlen. For livet er da bare skønt, ikke?

Jeg er netop færdig med at lave brunch. Kaffe, æg, bacon og pølser, morgenbrød. Så nu venter jeg bare på at kunne servere det for Tina. Men hun sover endnu. Heldigvis sover hun i min seng... for anden nat i træk. ;-)

Fredagen gik godt. Det gik faktisk meget bedre end jeg turde håbe på. Det holdt tørvejr hele aftenen, og køreturen på halvanden time til Lønborggård ved Tarm, var overhovedet ikke lang. Tværtimod, så var det en fin lejlighed til at lære hinanden bare lidt bedre at kende. Hun spurgte kun en gang, om hvor vi skulle hen. Og hun tilfreds med mit svar om, at det var en hemmelighed. En kvinde der kan styre sin nysgerrighed... imponerende ;-) Og selv om jeg havde glemt servietter og dressingen, da vi holdt picnic, lo hun blot, og sagde at havde det været hende, så ville det være salaten der glemt hjemme. Hun er bare så kær... fik jeg nævnt at hun ligger og sover i min seng? 8-)

Da vi kørte forbi den første plakat for Runrig koncerten, fik jeg aftenens første kys... heldigvis blev det ikke det sidste... for da havde Tina lagt to og to sammen. Jeg havde med vilje taget deres cd’er med i bilen, så det havde vi hørt det meste af vejen, så måske havde hun lugtet lunten, selv om hun ikke har ville indrømme det. (Sikkert for gøre mig glad, og det virker).

Runrig var fænomenale, måske var de lidt mere afdæmpede end de plejer, men deres musik går altså bare lige i hjertet. Det var lidt værre med den katolske irer der stod for opvarmningen. Jo, han kunne spille guitar og synge... men, det var nu fedt da Runrig endelig stod på scenen. Hvor var det godt... da de spillede de sidste numre var månen kommet op på himlen, der var klar og blålig, på nær en svagt mønster af skyer... men, aftenens højdepunkt var nu da vi kom hjem, og Tina lige så naturligt spurgte om vi skulle sove i hendes eller min seng? det blev i min. ;-)

I går tog vi ud til Karensminde, hvor jeg gav hende den store rundvisning. Heldigvis synes hun godt om stedet... jeg var lidt bange for at hun ville løbe skrigende væk da hun så rodet. Men hun sagde mindst hundrede gange, ”hvor er det fredeligt her” eller ”prøv lige at se…” med begejstring i stemmen, når hun fandt et eller andet hun synes var spændende. Hvilket var meget opmuntrende at høre, havde virkelig frygtet at det var ”sikke et rod”… den eneste gang jeg var ved at gå i panik, var da mine forældre ringede og spurgte hvad jeg lavede. Straks frygtede jeg at de var på vej. Heldigvis slap jeg med skrækken. Faktisk har Tina foreslået at vi tager ud til Karensminde igen i dag, så det gør vi… selv om jeg havde håbet på at det blev en eftermiddag på sofaen… der er jo formel et fra Monaco. ;-)

Spøg til side, glæder mig nu til at komme der ud igen… venter bare på at syvsoveren står op, men det kan vidst vare lidt endnu… har lige været inde og se til hende. Hun ligner en engel som hun ligger der… og ja, jeg har vidst et eller andet med engle… men måske hun kan vækkes af sin søvn at et lille kys på samme måde som Tornerose blev det..