Tirsdag den 27. marts Finger, Fru Elvis og Luna Generalforsamling

Jeg snakkede med lægen om mine hænder, der var meget hævede, røde og blå og gjorde meget ondt og det samme gjorde mine ben og fødder. Men lægen sagde, det er nok bare din Sarkoidose, så det går nok væk igen. Han hørte ikke på mig, da jeg forklarede at sådan plejede det ikke at være. Jeg sukkede og kæmpede for at få dagen til at fungere, men det er svært, for ikke at sige, næsten umuligt at bruge mine hænder. Helene var taget grædende hjem og vi savnede hende allerede.

Selv om jeg var træt og sur på mig selv, fordi jeg ikke havde kræfter og kunne gøre rent besluttede jeg mig alligevel til at tage med til Radio Lunas generalforsamling. For at komme op til beboerhuset, hvor det skulle holdes, skulle jeg forbi en flok ikke helt ædru herre, der drak øl. I det jeg kom ”humpende” med min hvide stok, lød en grov stemme, der brøler: ”Jamen er det ikke Fru Elvis, det er da dig er det ikke?” Jo, det er mig, svarede jeg med et lille smil, og drejede hovedet mod en ikke helt ædru stor gut. ”Hold da op, hvor den gamle Elvis kunne fyre op under os alle sammen, det var tider, hvad laver den gamle Elvis i dag”, spurgte han. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding, og så svarede jeg: ”Tja, det er lidt svært at svare på, for han ligger ude på kirkegården, han døde i september 2005”. ”Det må du undskylde”, den store gut rejste sig fra stenen han sad på og gav mig en krammer og sagde bare: ”Tak for de mange dejlige timer I gav os. Så slap han mig, og vendte sig om mod sine kammerater og råbte: ”Jeg giver en omgang gravøl, vi skal sige farvel til min gode gamle ven Elvis”.

Mine kollegaer fra Luna havde hørt det og kom ud for at sikre sig at jeg kom helt ind, men det gjorde jeg, med et lille smil og en tårer, ved tanken om at selvom det var mere end 30 år siden min ”Elvis” sang, når vi var ude og more os, så blev han stadig husket. At ” Den store gut” havde kunnet kende mig igen, det fatter jeg ikke, dengang var jeg tynd og i dag er jeg stor og tyk. Jeg syntes det var en dejlig oplevelse.

Resten af aftenen forløb som sådan en generalforsamling nu gør, men jeg følte mig lidt udenfor. Jeg er ikke som de andre. Jeg er grim, jeg ser åndsvag ud, udanset hvad tøj jeg har på. Jeg kan ikke arbejde og jeg dur ikke til noget særligt. SUK, hvorfor føler jeg det altid sådan?

Nå, det var en hyggelig aften alligevel og mindet om ”Gutten” der kunne huske Erling, alias Elvis gjorde at da jeg træt kom hjem og lå i min seng, drømte jeg om hvordan Erling var oppe på scenen når han rockede og gav den som Elvis og bagefter dansede vi. Det elskede vi, det gør jeg stadig, men nu har ingen at danse med mere, men minderne og Elvis og mig på dansegulvet dem har jeg altid.

Et lille ps. jeg havde meget ondt den aften, men ingen så det. Det var svært for mig at holde kaffekoppen og jeg havde svært ved at gå, jeg tog en smertestillende pille da jeg gik i seng.