Det er heldigvis langt tid siden jeg har haft det sådan her, og jeg hader det!!!! Den dårlige samvittighed over for min mor!!

min mor er alkoholiker, men drikker vist ikke så tit mere. vist nok. jeg taler ikke så tit med hende. måske er det for at holde det hele på afstand.
men hvor jeg dog hader den dårlige samvittighed....og bare fordi jeg skælder hende ud, fortæller hende at jeg ikke GIDER hun ringer, når hun er stiv. jeg gider det simpelthen ikke.
alle de gange hun før i tiden har ringet, alle de skældsord der vælter ud af min mund, vrede udbrud, som jeg ikke har styringen over og som faktisk føles befriende, når det sker.
men så..bagefter....føj for den lede...den dårlige samvittighed vælter frem, opsluger mig så mine sanser ikke kan koncentrere mig om andet end at sige undskyld. at gøre det godt igen.

og jeg hader hele forløbet. bare fordi jeg er den stærke.bare fordi jeg kan finde ud af at sætte en grænse. for det er så svært. så fandens svært at være vred på een der bare tager imod uden at sige noget, een der bare giver een ret....een man elsker, men hader alkoholen.
det hjælper ikke at se hende så tit. det har hjulpet rigtig meget på vores forhold, selvom jeg ikke synes det er optimalt, fordi jeg kan sgu godt lige at være sammen med min mor. hun er en spændende og skide sød kvinde...når hun er ædru.

jeg ved det ikke....jeg ved godt jeg ikke skal have dårlig samvittighed, men det har jeg vidst i så mange år nu, og den forsvinder ikke af den grund. er det kun døtre der har det sådan over for deres mødre eller har sønner det på samme måde? jeg tror ike min lillebror har det sådan.

og jeg vil bare gerne have at hun er glad og har det godt. det ved jeg også at hun har til tider, men jeg hader det ansvar jeg pålægger mig selv. som om det er mit ansvar at min mor har det godt, som om det er den omvendte verden...men sådan har det sgu altid været. jeg skal altid være den der trækker grænsen. og det er fandme træls nogengange.

jeg acepterede heldigvis for en del år siden at det ikke blev bedre, men heller ikke værre og det hjalp. og hun ved godt at jeg får dårlig samvittighed over mine udbrud, siger jeg ikke skal have det, og jeg tror på hende, men hvorfor lytter min dårlige samvittighed ikke.

jeg ved det er derfor jeg får en mærkelig kvalme, når jeg hører mennesker der har den samme svage stemme, den samme svage, forståelige stemme. jeg får lyst til at råbe af sådan en fremmed, men ved at det kun er fordi vedkommende minder om min mor.

Men jeg er stadig i spanien, fortæller jeg mig selv. jeg er stadig i spanien, i forhold til min familie, og for det meste passer det mig fint, men nogle dage kommer det for tæt på.
fordi jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle bliver ved med at kæmpe mod noget der aldrig forandrer sig, så hellere gå et par skridt i modsat retning. jeg skal sgu da også beskytte mig selv. selvom man er stærk, kan man da for fanden da ikke holde til alt.

og det ved hun..og det gør det hele endnu sværere....nogle gange ønskede jeg at hun var et dumt svin....så det var lettere....men det er hun jo ikke. det er hun ikke.
jeg lærer aldrig nogensinde at forstå min familie..aldrig...og jeg ved at vi er ens. jeg ved at jeg er på akurat på samme måde som dem. afstandstagende. måske for at beksytte sig selv, det ved jeg ikke. sikkert.
Noglegange er det bare svært.