Så startede skolen. Så startede livet. Så statede alt hvad der hørte til. Og lidt mere end det. Det uforfalskede grin, morskaben i galskabens indre. Det hele. Slyngveninderne og vennerne. Vi var hjemme ved Mi i fritimen. Hun lavede lidt toast, og så sad vi der. Havde glemt hvor meget La og de andre kan få mig til at grine. La især, han er så fantastisk sjov. Han er inbegrebet af galskab.

Startede dagen med th. Dejligt at vågne ved siden af ham. Han skulle møde tidligt, så han stod bare op. Han gik ned i bad, og jeg gjorde noget jeg aldrig skulle have gjort. Noget jeg ikke burde ha. Noget jeg ikk har gjort før, og aldrig gør igen. Men jeg havde lyst til at vide lidt, så jeg fik at vide. Måske. Blev vel ikke en skid klogere, bare lidt nervøs. Ths telefon. 'Gitte' hende "kender" jeg. Hende har jeg mødt, og hun virker sød. Hun kaldte Th for 'søde' et par gange, men det er også bare fint. Det var ikke hende. Det var hende den anden han havde talt med en aften. En af hans venners venner. Det der 'havde godt set dig før, men troede ikke du gik i klasse med..' det der med at hun var lige så vild med fodbold som han. Ved den slags begejstre th, det at hun gik til fodbold. Det at 'det var da hyggeligt at du skrev' fra ham. Hendes 'du må sove fantastisk' Ved godt det intet er, men jeg ved jo også at det ikke er en ven, for th må ha alle de pigevenner han vil. Men at det lige er en han har mødt - til en fest synes jeg at jeg kunne forstå på det skimteri i beskederne, og har fået nummeret på, det er det. Jeg skal bare slå det ud af hovedet, for der var intet over det. Forhåbentligt ikke. For fanden, jeg sku bare ha vendt mig om og lagt mig til at sove mens han var ibad. Ved han er eftertraktet, og kan godt forstå hvis hun vil ha ham. Men han skal ik ha hende. Han skal have mig. Hendes fordel er at de ikke kender hinanden, min er at vi kender hinanden godt. So let it be. Hvis han dropper mig og tager hende, så fuck det, så kommer jeg mig over det. Lige gyldigt hvordan det ender og hvorfor. Jeg skal nok komme videre. Helt sikkert. Vil bare hellere blive hos ham.

Men med den måde han er, kan han umuligt droppe mig. Ikke nu. Han ligger bare og kigger på mig, smiler til mig, kysser mig. Nusser. Alt muligt. Måske er der for lidt spændning i det, men tror han kan lide trykheden, ikk at jeg ved en skid. Det tror jeg bare. Da han havde gjort sig klar i morges, havde det hele, og der stadig var tid til overs lagde han sig hen i sengen til mig. Det var gudeskønt. Den måde han talte til mig, måden han så ud, måden det hele var. Han er så dejlig som han kan være. Han er alting værd. Alt det med at jeg ikke kan rende ud at score og være sammen med gud og hver mand, og det at jeg ikke kan gøre så fanden ville krumme tæer --det er det værd. Jeg kan leve uden alt det gøjl, så længe th er som han er.

Glæder mig til at komme op og i skole igen i morgen. Det føles underligt, men jeg elsker bare at være der.