Alting står stille!

Er det ikke for underligt at jeg går med den følelse, nu hvor et helt lille LIV er i fuld udvikling inden i mig?

Men alt føles stillestående. Der er ikke rigtig noget der påvirker mig…positivt. Dagene er en pløre og jeg kan slet ikke finde lyst til noget eller nogen.

Heller ikke mit studie. Hverken lysten eller overskuddet er der og konsekvenserne vil komme hvis jeg ikke tager en form for affære. Derfor har jeg tænkt mig at skære nogle fag fra. Jeg er alligevel kommet en del bagud i visse fag og jeg skal jo under alle omstændigheder tage et ekstra år.

L holder sig fortsat oppe af ”hullet” og det er selvfølgelig så lettende. Min tvivl og bekymringer minimeres på det område. Alligevel føler jeg mig så…tom!

Mit drive til hverdagen er der ikke. Jeg kan ikke finde lyst til timerne eller på andre måder fylde mine dage ud.
At se andre mennesker, virker mig lige meget. Hold kæft hvor jeg lyder ligeglad, men følelsen er der desværre.

Jeg må presse mig selv lidt. Vil mødes med LH hvis hun har tid i dag – også selvom jeg ikke har lyst. Jeg ved jo lysten kommer når jeg først er i det.

Måske skulle jeg begynder at strikke…eller tegne igen?

Måske skulle jeg gøre alvor ud af den svømning. Det gjorde mig så godt engang.

Det er svært at ”gøre noget” når lysten til det ikke er der. At gå på arbejde, jamen det er måske noget andet. Der accepterer man lig’som at det ikke er med den store lyst man tager af sted om morgenen. Men at finde lyst til sin fritid…det er noget der vel bare burde være der. Det føles i hvert fald så ”forkert” når den ikke er der.

Jeg kan ikke bruge mange flere timer på, at sidde og glo ned på ungerne i børnehaven overfor. Jeg sidder der jo bare…

”Tag dig sammen”! Hader de ord i sammensætning. Jeg ved det jo godt…men har ikke lyst.

Jeg har bare ikke lyst!