Jep, jeg ved det. Jeg er et forrykt kvindemenneske. Hvem fanden opretter en datingprofil en uge efter at manden er skredet? En desperat, forvirret kvinde totalt ude af balance, tænker I nok. Men nej. Tænk om igen. Spontan kvinde, momentant dybt ulykkelig, men farligt handlekraftig, der bare gør det første, der falder hende ind, sådan som hun også gjorde dengang hun sidst var en fri fugl.

Jeg gik lidt og tænkte: hold da kæft, skal jeg virkelig have så ondt her i halve og hele år, som jeg har hørt nogen berette om. Nej tak. Det kan da godt være, jeg skal have ondt længe, men det må altså også godt være lidt sjovt indimellem... Og så begyndte brevene at vælte ind. Med tilbud fra flotte unge fyre sidst i tyverne, formentlig med grumme suspekte motiver. Jeg lavede fandenivoldske aftaler, men fik kolde fødder ved tanken om det, de nok var ude på, og som jeg slet ikke var indstillet på. Men så i lørdags lod jeg mig lokke af en af de "reelle", en fyr på min egen alder. Jeg havde skrevet med ham og var så overbevist om, at han var en hæderlig fyr, at jeg tog hjem til ham. Ellers det alle siger, man aldrig må gøre. Men det gjorde jeg altså. Speciel oplevelse. Kommer her:

Klokken er kvart i seks, jeg står hos min ekssvigerinde og er ved at kaste op af nervøsitet, mens jeg lige kaster et sidste blik i spejlet. Lidt sorte skygger under øjnene stadig, men ellers er jeg sgu egentlig hot af min alder. Sætter afsted gennem byens gader og står lidt efter foran den her dørtelefon. Puha. Han lukker mig ind, jeg går op ad trappen med hjertet oppe i halsen. Og der står han. MAND står der over hans hoved, bøjet i neonrør. Han ser slet ikke ud som på billedet. Han er meget mere MAND, lidt rå-agtig. Et øjeblik overvejer jeg, om jeg overhovedet tør gå ind til ham. Der er sådan lidt løvens hule over det lige pludselig... Men da jeg hører hans slet skjulte vestjyske undertone bliver jeg straks mere rolig. Rolig nok til at jeg kan sige: Jeg har sådan spekuleret over, hvad min indgangsreplik skulle være, og den må blive: stik mig en stiv drink eller en bajer. Ellers falder jeg besvimet om.

Ja, det sagde jeg faktisk. Manden sagde ikke så meget. Stod lidt og flyttede fra den ene fod til den anden. det var VILDT akavet. Du godeste, tænkte jeg. Manden er jo genert. Hold op med det... Nå, men han fandt en øl og inviterede mig ind i stuen til en tændt fjerner... som iøvrigt stod tændt det meste af aftenen.. dårligt tegn, ikke særlig fedt. Men på den anden side, tror jeg det var en flugt for ham. Han turde dårligt se mig i øjnene de første to timer, og så var fjerneren der jo. Drak tre øl temmelig hurtigt, mens vi følte hinanden på tænderne... ja altså ikke bogstaveligt talt jo vel.. Så lavede han lidt mad til os (test bestået)

Tænk, det var faktisk en meget interessant aften, men også en surrealistisk og anspændt en. Rolig jysk fyr, der tænker (længe), før han taler, møder smånervøs tornado, der er så befippet over situationen, at hun ikke tåler meget mere end et sekunds tavshed, så stakkels mand når formentlig kun at komme i boldbesiddelse i 30% af tiden. Tager mig selv i at slutte hans sætninger for ham. Dybt ucharmerende. Men som aftenen skrider frem, bliver stemningen dog mindre anspændt. Vi ved allerede meget om hinanden. Tager mig selv i at stirre hungrende på hans bare underarm. Han er ikke dårlig,tænker jeg. Den fysiske tiltrækning er overhovedet ikke noget problem. Kunne virkelig godt bruge at ligge i en varm favn som hans. Kan næsten mærke hans skægstubbe mod min skulder. Gys. Men øh, har ikke lyst til at forestille mig mere.

Han ser mig i øjnene. Jeg har slået benene væk under ham, tænker jeg og tillader ham at tage min hånd. Der er kun tyve minutter, til min bus går. Jeg må flygte. Så timingen er perfekt. Kysser ham en enkelt gang, inden jeg går. Så kom jeg også over den hurdle.Jeg ved allerede, at han formentlig ikke er ham. Jeg kunne "forelske mig" i en hvilken som helst flot fyr lige nu, og jeg vil ikke såre nogen, for jeg kender mig selv. Jeg kan være flygtig... ikke når jeg først for alvor er fanget ind. Så er jeg urokkelig i min kærlighed, men lige nu er jeg ikke stabil og et potentielt farligt bekendtskab for den mand, der vælger at sætte sit hjerte på spil. Jeg skal altså lige have lov til at være fri lidt og møde mænd (neeej, ikke på den måde. Jeg er meget forsigtig mht. hvem jeg deler min krop med). Jeg vil bare møde dem, opleve deres forskellighed, flirte med dem... og lige pludselig blive væltet omkuld. Min date i lørdags mente ikke, man blev forelsket på den måde i vores alder. Sludder, siger jeg. Det kan man sagtens. Det kan jeg i hvert fald. Og det vil med garanti ske på den måde. Sådan hæsblæsende.. og jeg bliver helt rundt på gulvet med risiko for et knust hjerte (igen igen).
Nu må jeg så forsøge at finde ud af, hvad jeg skal stille op med den her date, der virker så umiskendeligt solgt, selvom han forsikrede mig om, at han slet ikke havde travlt... men det har han.. Han vil bare ikke skræmme mig væk. Men det gør han.(kimer mig ned med sms'er bare lige for at sige hej og hvad så. Jeg er rædselslagen. Stakkels mand. Men for fanden, jeg advarede ham helt fra starten af. Ved ikke lige, hvad jeg skal stille op med ham. Men hvis han virkelig ikke har travlt, har han måske tid til at vente med en minimal chance for, at han får mig trukket i land til sidst... kan bare ikke se det ske lige nu. Okay, jeg indrømmer det. Lidt fucked up er man vel p.t. - men trods alt med fornuften overordnet i behold.

Generelt er jeg nu glad for jeg gjorde det. Det ændrede noget for mig i forhold til min afklaring. Slog et søm i min nye identitet. Det var måske vildt i nogens øjne, men det virkede for mig... og havde det været ham, tror jeg faktisk ikke, det havde betydet noget, at timingen var elendig. Kender jo mig selv. Sikke nogle måneder, der venter mig forude...