Så kan man ikke blive mere knust og tilintetgjort...

Har lige udfyldt separationspapirer. Af en eller anden grund måtte jeg selv føre pennen, umenneskeligt at kræve det af mig selv måske, men vigtigt for mig for at forstå, at det er slut. Kan ikke holde ud at have manden her, men hvad gør man ikke for sine børn. Han skal sove inde hos ungerne i nat. Vi skal fejre seks års fødselsdag i morgen. Var til lysfest i børnehaven i aften. Drengen tissede med vilje ud over gulvet i legerummet. Ikke nogen normal opførsel for en dreng på seks. Ikke nogen normal opførsel for min lille dreng. Men ved jo godt hvorfor. Og han skal også nok hele. Han har nogle gode forældre.

Jeg er pulveriseret og helt i knæ. Opløst. Hadede at skrive vores bryllupsdag på det hæslige stykke papir. Hadede det virkelig. Det var en smuk, solrig septemberdag, og jeg var lykkelig... har virkelig sjældent set smukkere bryllupsbillede. Nu ligger det gemt i en skuffe med forsiden nedad. Engang bliver det sikkert et godt minde, men lige nu vil jeg helst ikke mindes det.

Der kom så et af de store dyk. Í morgen går det opad igen... som en ørentvist i en våd håndvask, der forsøger at nå det, inden den bliver skyllet ned igen. Men bare rolig. Jeg forsvinder ikke ned i afløbet... trods alt.. Arghh hvor jeg hader den her smerte. Så tag den dog væk, i morgen får den et los, så jeg kan holde den lidt på afstand igen... men lige nu skal jeg af med noget af den... går ind i min seng og græder snot nu. Godnat.