Jae hvad er det nu for noget?
Det er når man får stress af at være i systemet.
Eller rettere, man får en depression af det.
Det hele starter så uskyldigt. Man bliver trukket rundt, bliver kastet fra den ene til den anden i systemet. Når man langer når 27 begynder man at blive lettere irriteret når man kommer til samtale, og vedkommende, får 27'ende gang spørger. Og hvad er det så lige du er her for?
Tjae læs jurnalen og find ud af det. Der står det hele, så vidt jeg ved, sort på hvidt/grønt/pink/blå eller hvilken farve det nu lige er papiret har.
Når man så langer til nr 30 opgiver man at huske navnene på den man skal tale med, til telefondamens store irritation. Og når man kommer igennem til den anden ende, så er vedkommende enten syg, har ferie/fri eller er på orlov. Det har jeg skam heller ikke noget imod, meeen en advarsel ville da være fint. Specielt når de er væk igennem længere tid.
er der noget jeg ikke helt har forstået ved systemet, så er det at de kræver at vi står på pinde for dem. Men når vi kræver lidt igen, så bliver de fjendske og ikke til at snakke med.
Jeg har fx. fået en meget dårlig hukommelse, og vil da gerne have alt hvad der bliver sagt og lovet på skrift, det kan der ikke blive tale om, har jeg de fleste gange fået af vide. Så er det jeg begynder at undre mig, ved de at de selv har lovet for mege? Ved de at de måske ikke lige er der når der skal henvises til dem?
- Hvad er egenligt problemet?
Flere gange kan man stille sig selv det spørgsmål, "Får de penge for at køre folk psykisk ned? Eller gør de det bare for deres egen morskabs skyld?"
MEN noget andet er, jeg har endelig fået papir på at jeg ikke er egnet til arbejdsmarkedet.
Hvordan føler jeg så det? jeg må indrømme det har slået meget hårdt, at få det af vide. Jeg mener, idag er ens identitet bygget op omkring arbejdedet/karrieren. Dette liv kan jeg så ikke deltage i. Jeg følte det som et stort slag i mellemgulvet da jeg fik det af vide, men inderst inde ved jeg at det ikke er realistisk at satste på et arbejde når jeg end ikke kan komme ud af sengen uden hjælp, heller ikke komme i tøjet. Så jeg kan da sige det kun er gået en vej. Og det er ned af bakke.
På den anden side, det har kastet en masse tanker af, og lige en enkelt depression. Og så lige de der 15 kg som der ligger et eller andet sted.. Så det er da ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Heldigvis da.
Tilbage til det realistiske, så skal jeg til at finde ud af hvad jeg så skal. Skal jeg skrive en bog? jeg vil jo også gerne have startet en selvhjælpsgruppe op. Ligeledes ville det være fedt hvis man havde muligheden for at råbe politikerne op, få dem til at se hvordan folket egenligt har det.
Det er jo ikke alle der er i stand til at arbejde, "bare fordi man er på bistand" som de så fint siger...
Sådan så er det ude i det fri.. Kællingen er en bistands bums der har fået system stress.
Der er mange der nok ville spørge, jamen hvorfor faen tager hun sig ikke sammen og får et job?
Tro mig, det havde jeg gjort hvis det var mig fysisk muligt at gøre. Jeg ville sq gerne være den der arbejde røven ud af buxen, om så det bare var til midnste løn. Jeg ville være helt og aldeles ligeglad. bare jeg kunne få et eller andet at rive i.. '
Men med et par ben der ryster som espeløv, en ryg der gør konstant ondt, og et humør der er værre end en af de store Twisters .. og så lige et indre glas der er fyldt til randen som løber over abre der er nogen der siger et eller andet til mig, positivt eller negativt, så er det sq ikke sjovt at være mig..
Puha sikke en gang selvmedlidenhed.. JA og hva så? Det skal der til, bare det ikke er hele tiden.. Jamen det hele søber jo i det.. Ja men jeg har sq brug for det idag.. Nåårh er det en af de dage.. JA det er det.. Vil du låne en kleenex? Ja tak.. *TRUUUUUT* Vil du ha det igen? -Øhh nej tak!
Nå men nok fra Kællingen denne omgang!
Hov lige en sidste ting...
Systemstress - hvad var det for en størrelse?
Det er når man ikke tør/magter/orker at gøre noget, bare bliver trukket rundt ved næsen i systemet - og til sidst ender ud med symptomerne på stress, man tør ikke sige hvad man virkelig mener og føler over for sagsbehandleren af frygt for at hun vil gøre noget ondt ved dig. Man føler sig som en belastning for dem, og man ønsker bare at føje hende, om det så var at tørre hendes røv så ville man gøre det, fordi det kunne jo være der kom noget godt ud af det i sidste ende..
Se DET er system stress.. Det får man når man ligesom jeg har været i systemet de sidste 6 år, hvor man er blevet latterliggjort og ikke har fundet den forståelse man har søgt. Men ENDELIG er de gået igang med min pensions sag.. Kan kun vente at se tiden an på hvor lang tid det tager dem at få den afklaeret.
Tak for din tid..
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.