Jrg taenker paa Emil hele tiden, det er forfaerdeligt - det er rigtig langt tid siden, jeg har haft det saadan her - og jeg har aldrig haft udsigten til at vaere vaek fra personen i et helt aar!

Lige nu virker det helt uoverskueligt, at jeg skal vaere vaek fra Danmark et helt aar. Jeg kan godt lide at vaere udvekslingsstudent i USA, men paa den anden side saa er jeg bare ikke hjemme. Jeg savner at have venner, og jeg savner at have travlt. Jeg savner foelelsen af at leve! Simpelthen.

Samtidig ER det, dette her jeg vil! Jeg vil kunne sige, at jeg har boet i et fremmed land et aar, og jeg vil kunne snakke flydende engelsk! Jeg vil bare ikke undvaere mit hjem.. Jeg har aldrig haft saa meget hjemve, som jeg har nu, det er en syg foelelse.

Jeg ved bare, at jeg ikke kan give op. Jeg giver aldrig op(!), det eneste jeg nogensinde har givet op paa var handelsgymnasiet, og det var en blanding af, at jeg hellere ville paa efterskole, og at jeg traengte til en pause hjemmefra.

Det var den bedste beslutning i mit liv. Jeg har laert, hvad mit hjem betyder for mig, og jeg lever fantastisk sammen med min mor lige pludseligt, vi er blevet 100 % veninder og ikke mor og datter. Det er skoent!
Desuden havde jeg en milliard fantastiske oplevelser, og jeg fik venner for livet.

Jeg ved ogsaa, at jeg ikke har vaeret her laenge nok, til at vide hvad, der vil ske. Lige nu virker det ikke som om her sker en levende fis i bondske Maryland, men jeg kan ikke vide det endnu.! Jeg har vaeret her siden 5. august, dvs. 24 dage. Jeg har gaaet i skole i 5 dage! Derfor kan jeg ikke tage en beslutning om, hvorvidt det er her jeg vil vaere eller ej.

Jeg har faaet at vide af mange, at det er normalt at vaere fuldkommen flad om aftenen - det er jeg.
Jeg ved, at den lille klump, der sidder i min hals, er pga. hjemve, og fordi jeg foeler mig ensom.
Der er et par stykker, jeg giver et kram, naar jeg ser dem, og jeg siger 'hej' til mange, men paa den anden side saa har jeg ikke nogle venner. Jeg kender ikke de mennesker godt nok, til at jeg vil kalde dem mine venner. Jeg kender dem fra skoletimerne, hvor vi kan snakke cirka 10 minutter hver dag (i nogle klasser).

Det hele er ok og meget naturligt, og jeg maa bare leve med det.

Jeg savner min mor mest af alle mennesker. Det troede jeg ikke, at jeg ville goere. Jeg savnede hende meget sjaeldent, da jeg var paa efterskole, og faktisk saa skriver vi mails sammen hver eneste dag, og jeg ringer til hende en gang om ugen.
Jeg savner ogsaa Emil helt sindssygt. Jeg ved godt, hvorfor jeg savner de to mennesker saa meget, de er de eneste, jeg virkelig betror mig til for tiden. De er de eneste jeg kender godt nok, og som har tid/lyst, til at lytte til ALT hvad jeg siger. Det er fantastisk og forfaerdeligt.

Jeg har desuden et lille krav til mine nye venner, de maa gerne virke ret cool. Jeg sidder sammen med nogle i nogle af mine timer, som jeg snakker med, men som jeg ikke oensker skal vaere mine venner for et aar..
Jeg ved bare ikke, hvor jeg ellers skal moede folk.. Det er surt at sige, det er svaert at indroemme, men det goer jeg faktisk ikke!
Jeg vil smadder gerne spille en sport, og det minder mig om, at Lauren og Rene bad mig om at spille tennis i ’the summer-season’ med dem :) Det vil jeg gerne! Men der er uendeligt langt tid til!!