Sidste dag på arbejde..
Sidste turist er blevet serviceret...
Sidste euro er blevet regnet forkert ud…

Normalt er mit ”service-jeg” så overdreven tålmodig. Men da jeg i dag måtte kæmpe med russere (som rejser til landet uden at kunne så meget som ET ord engelsk) men ikke bare russere….DØVSTUMME russere, blev det mig for meget. Jeg kunne mærke irritationen komme alt for tidligt og jeg tænkte; 30 dages pause! Jeg behøver OG fortjener det!

L er stadig nede. Hans nedture varer sjældent under 2 dage.

Jeg forsøgte ellers at gøre ham opmærksom på alt det gode omkring ham. Mest havde jeg lyst til at fortælle ham hvad hans modløshed gør ved mig. Jeg kan slet ikke forstå at han ikke kan se noget lys i noget som helst. At han end ikke kan tænke på mig og vores kærlighed. Men det ville bare give ham dårlig samvittighed.

Han svarede at alt hans BS (bullshit) desværre overskyggede alting og at han pt ingen løsninger havde.

Det mærkelig, nej komplekse, er vel at jeg kender jo udmærket til at være mere end ”bare trist”. Jeg har gennem lange og tunge perioder selv gået med konstant frygt, håbløshed og lysten til at give hele møget op. Hvis bussen ramte mig ville jeg føle den gjorde mig en tjeneste og jeg kiggede på alle omkring og tænke ”hvad helvede er det jeg bare ikke kan finde ud af?”. Længe var jeg overbevist om, at jeg måtte være fejlplaceret i dette univers og måske burde jeg slet ikke være her. Ingen eller intet kunne give mig lys eller håb.

Derfor tænker jeg at jeg burde kunne forstå. Hvilket jeg vel også gør men alligevel kan jeg ikke forstå det.

VI REJSER AFSTED I 30 DEJLIGE DAGE I MORGEN!
VI ELSKER HINANDEN!
VI SYNES HINANDEN ER FRÆKKE OG DEJLIGE!

Kom NU!!! Kom ind i kampen.

Men jeg siger det ikke.

Sådan har alle omkring mig vel haft det gennem de sidste 3 år. Magtesløse og uforstående overfor mit mismod til dagen og livet.

Gåden jeg skal knække, er hvordan fanden jeg undgår at blive såret. Hvordan jeg undgår at tænke at han ikke elsker mig nok til at finde lys i os.

Selv er jeg pisse stædig. Jeg kan mærke min egen indre møgkælling aber sig. ”Hun” vil gerne have mig til at kyle sprut i hovedet, ryste på hovedet og tro at det alligevel aldrig vil gå, at INTET vil gå og ulykke ER et faktum i mit liv.

Men jeg VIL bare ikke give ”hende” lov!!! Hun har haft for meget taletid i mit liv. Alt for meget. Hun var ved at gøre det af mig så mange gange. Det her skal hun ikke få lov at ødelægge.

Nå. Sådan rent praktisk…er jeg virkelig bagud. Vi skal flyve i morgen aften og jeg har ikke pakket et eneste stykke tøj eller vekslet en eneste baht. Jeg har ikke engang besluttet om det skal være kuffert eller backpack!!!

Hmmm, må hellere komme i gang.