Shit et mørkt og kedeligt vejr det er i dag.

Jeg vågnede en time senere end jeg havde tænkt mig og nu er hele formiddage lig’som røget for mig. Får jeg ikke det rigtige greb om dagen fra morgenstunden af, er det som om at jeg bare ikke kan få taget hul på den.

Der skulle ha’ været morgentræning på programmet i dag. Åh jeg får det så godt af den tidligere træning. Men jeg sov mig fra uret og nu kan jeg slet ikke komme ud af døren.

På den anden side venter tomme flyttekasser på at blive fyldt op og en hele lejlighed skal rengøres. Jeg gør kun mig selv en tjeneste hvis jeg bruger mine kræfter på det og forbygger stress i sidste øjeblik.

Han havde sådan en grå dag i går og til sidst fik jeg vist nok af det hele. Da klokken var 20 havde jeg lyst til at gøre ende på dagen. Det forekom mig at vi alligevel ikke kunne få noget konstruktivt ud af timerne.

Han har det sgu ikke godt for tiden og jeg aner stadig ikke hvad jeg skal stille op. Hvordan undgår jeg at lade mig påvirke eller tage hans humør til mig? Jeg ville ønske jeg kunne lære hvordan jeg bedst klarede sådanne situationer.
Inderst inde ved jeg godt det ikke skyldes noget jeg gør/ikke gør. Ja faktisk har det så utrolig lidt med mig at gøre. Det er vist bare en kunst IKKE at tage det personligt når én der er så tæt på én selv sidder og føler at alting er håbløst. Hvorfor kan jeg ikke udfylde bare lidt af hans tomrum? Hvorfor finder han i det mindste ikke lidt glæde ved at være sammen med mig…?...nu hvor det alligevel ikke har noget med mig at gøre!

Jeg mener, det er jo GODE TING der sker for os lige nu. Dejlige ting! Vi har fået et nyt hjem der bliver helt vores eget. Vi skal finde vores helt egen sofa, bestemme vores helt egne farver på væggene…det er da DEJLIGT! Hvorfor lader det slet ikke til at have indflydelse på hans humør?

NEJ jeg finder ikke tilværelsen specielt fed for tiden. Jeg synes det er BRAVO at have fundet en lejlighed og jeg glæder mig enormt. Men grundet den lidt tunge følelse jeg har i min mave, er der vel lidt begrænsning på glæden.

I 11 dage har jeg forholdt mig ædru. 11 dage med antabus. Den er hård for mig. Trangen begynder at melde sig meget nu. Min trang er nok mere psykisk end fysisk. Jeg drømmer om at drikke om natten. Panikker og at drikke på antabus! Rastløsheden gør mig uterlig, let-antændelig og trist. Men hvis jeg bruger kræfter på at fokusere på alt det gode jeg har foran mig, føles det lettere. Men alt det gode er noget der sker SAMMEN MED HAM. Jeg bliver sgu nødt til at have ham med i det.

Ihhh altså!!! Hvorfor det HEEEEER??? Det er sgu da ÅNDSSVAGT! Jeg vil så gerne glæde mig.