Min broder ringede i forgårs. Jeg vidste ikke hvorfor - og han ville ikke sige det. Han blev bare insisterende ved med at spørge, om jeg havde sendt dem et brev i sidste uge? Jeg svarede nej, tænkte over, om jeg var kommet til at sende noget forkert, midt i eksamenerne er tankerne ikke helt på normal plads. Men nej, det havde jeg ikke. Hvorfor? Spurgte jeg - og han ville ikke svare. Han sagde, at det var vigtigt, at jeg var ærlig. At brevet kunne resultere i, at de måtte flytte, at min nevø måtte skifte skole...
Jeg indså alvoren, angsten i hele kroppen. Han fortalte, at de havde fået et anonymt brev, at de troede, det var mig. At det handlede om deres måde at opdrage børn på, om deres lange arbejdsdage, weekender, aftener. At det var sendt fra en, der kendte min nevø "meget godt"...
Jeg blev så ked af det. Ked af, at de skulle være i den situation, så klikkede det for mig - at de i det hele taget kunne beskylde mig. Hvad bilder de sig ind? Hvad tror de om mig. Jeg har aldrig klaget over deres måde at opdrage på, måske er de der ikke meget, men de er der 100%, når de er der - det er der mange forældre, der ikke engang er...
Vi sagde farvel, jeg græd. Jeg blev så tosset og samtidig så ked og ængstelig. Min nevø er alt for mig, og så tror de, at jeg vil gøre noget "imod ham"...
Jeg forstår godt deres ængstelse, men de skulle også se det fra min side.
Min svigerinde ringede i dag, hun var et nervevrag, sagde, at hun bare måtte være helt og aldeles sikker på, at det ikke var mig. Det gjorde mere ondt. Meget mere. At de ikke tror min nægtelse. At de tror, jeg lyver - og det gør de. De tror jeg skriver breve til dem, som jeg ikke vil stå ved, at jeg bare er et ungt uforstående menneske. Ser de ikke min accept og min kærlighed?
Jeg er helt ude af den. Ingen betyder så meget som min nevø. Og jeg savner ham. Og jeg savner fortroligheden med min broder. Og med min svigerinde. Den er der ikke mere. Og det er ikke engang min skyld.