Men nogle gange gør han mig angst i natten, og tårer, som han ikke kan se, falder umærkeligt, og så hader jeg at elske.
Jeg synes, at det er uretfærdigt. Der er dage, hvor jeg har lyst til at sige nej til drømmen, bare for at kunne blive her hos ham. Der er øjeblikke, hvor jeg er ved at opgive det hele, fordi savnet føles ubærligt, allerede før det er opstået. Det føles som første gang. Det føles rigtigt at sige ja til de løfter, han afkræver mig, og for første gang lammes jeg ikke at tvivl, for jeg ved, han kan stole på mig.
Han tager det hele som en leg, selvom han tvivler på mig. Vi skal ikke snakke om fremtiden, vi skal nok klare det, selvom du skal rejse, vi kan jo ses i weekenderne, siger han. Og jeg nikker mig svimmel, for han har ret. Men når jeg sidder her alene en aften, han er sammen med en ven, der har kærestesorger, så savner jeg ham så forfærdeligt, så tror jeg ikke på, at jeg kan holde til to års weekender og ferier (men jeg vil jo ikke andre end ham!!!). Så føler jeg mig forfærdelig svag. Angsten ligger indeni som en knugende følelse. Altid har de, jeg elsker, forladt mig. Nu rejser min mor også. Og hvad gør jeg? Jeg forlader ham, jeg elsker for at følge en egoistisk drøm, jeg ikke engang tror mig god nok til at klare.
Absurd?! Og dog så forbandet rigtigt.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Egoistiske tårer er publiceret
17/07-2002 22:37 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.