Den første april. Dagen hvor jeg plejer at planlægge de vildeste spøg og skæmt historier, som folk hopper på. Så vild med den dag. Men i år, er det ikke blevet til en skid. Ikke endnu i hvertfald og har heller ingen planer om det. Har vel bare ikke lyst i år. Har så meget andet jeg beskæftiger min hjerne med, så et minus aprils nar herfra.

Jeg rejser i nat. Kl 4.45 tager jeg afsted. Har det som om at jeg aldrig kommer tilbage hertil. Har det som om jeg gror fast, forandrer mig når jeg tager afsted, og når jeg kommer tilbage er jeg ikke den samme som nu. Jeg kommer ikke tilbage. En anden kommer tilbage. Jeg glæder mig til at skulle afsted. Det giver ro i sjælen at rejse. Det hjælper altid på min evige rastløshed, og bekræfter mig i at jeg ikke hører hjemme her. At Danmark ikke er mit land, og jeg ikke er dansker. Rodløs indtil videre. Men en dag er det slut. En dag mister jeg statsborgerskabet og bliver delen af et nyt land. Hvor jeg hører til ved jeg endnu ikke. Men ikke her. Måske ender jeg ikke så langt væk. Måske ikke længere væk end Norge, Holland eller Østrig. Men her bliver jeg ikke. Jeg ved hvor min bror hører til. Han er hollænder, og han ved det også selv. Der tror jeg han ender. Der tror jeg han slutter.
Måske ender jeg længere væk. Måske er fornemmelsen for Nepal ikke bare en lille åndsvag drøm indeni. Måske er den sand, og måske er den ikke. Måske ender jeg i Canada. Argentina. Zimbabwe. Hvem ved. Men her, her er jeg rodløs. Tror aldrig jeg finder den indre ro jeg sådan længes efter. Dette land foragter mig mere og mere. DF's fremskridt er nok til at gøre mig gal i skrælden og foragte mit danske statsborgerskab. Radikales fremskridt gør mig stolt. Stolt af den tolerance og frihed danskerne lever i. Faktisk er det bevidst at vi er mere frie, mere tolerante end americanerne. Men det er ikke godt nok. Det er stadig ikke her jeg hører til. Ikke her.

Jeg har fået nyt job. Starter engang omkring sommerferien. Pengene skal bare gemmes. Gemmes til min rejse. Gemmes til at jeg kan komme afsted.

Jeg er allerede i det helvede jeg sådan prøvede at slippe fra. Den dag man åbner køleskabet og der ikke længere er noget man har lyst til at spise, den dag er det allerede for sent. Allerede alt for sent.
Jeg kæmper mig op i et hul af kviksand. Det bliver ved med at sluge mig. Og jeg er træt af at synke. Kæmper og kæmper. Vejen er bare så fandens lang. En dag med mad, to dage måske. Måske flere uger, måneder og så ligepludseligt går det galt. Igen og igen.
Hvorfor er det så pisse svært.

Superjeg. Hører, lytter, prøver at forstå.

*stirrer på atomer, som blinde ser på blinde
stirrer på atomer, leder efter noget at finde
stirrer på atomer*