Han er ude og drikke kaffe med sin exkone. Han fortalte det i går, for - som han sagde - var der intet at skjule, for han er jo vild med mig.

Jeg smilede og sagde, at jeg heller ikke er den jaloux type. Men hvorfor gør det så ondt? Jeg har tænkt lidt over det - og jeg vil aldrig kunne fortælle ham det, for det handler jo bare om, at jeg ikke stoler nok på mig selv. Jeg er sikker på, at hun er alt det, som jeg ikke er. Jeg er sikker på, at han ikke kan slippe hende, fordi jeg ikke helt er nok. Og samtidig kan jeg slå mig selv i hovedet, for det er jo mig, han er sammen med.

Det er en underlig følelse at føle sig så lidt værd. Man er sikker på, at man er let at forlade - måske klog af skade, fordi man før er blevet såret og forladt.

Jeg elsker ham, men jeg er bange for at sige de ord. Bange, fordi de ikke kommer tilbage, men jeg forstår ham godt, han ved jo, hvad det vil sige at elske på en helt anden måde end mig, men det betyder jo ikke, at mine følelser er forkerte. Jeg elsker ham virkelig. Jeg vil have børn med ham og være sammen med ham for altid. Jeg vil flytte sammen med ham, sige ja til ham i en kirke, blive gammel sammen med ham. Hele livet virker pludselig så overskueligt sammen med ham.

Sagde til ham i går, at skilsmisser ikke er noget, vi har tradition for i min familie, bare så han ved det. Han grinede og sagde, at man jo aldrig ved, men at vi jo godt kunne satse. Jeg sagde, at man vel altid skal tro på det. Jeg tror, det er sundt ikke at se skilsmisse som en udvej.

Og nu er han på cafe med hende. Eller måske hjemme hos hende på kollegiet. Otte år fik hun af hans liv. Hvor meget får jeg?