Jeg sidder hjemme nu. Alene. Har lige sat vask over, troede, at jeg ville være den eneste, der vasker tøj juleaften, men var heldig at få de sidste to ledige maskiner. Har ligget hele morgenen i sengen med S. Har været i kirke med min bror og hans familie - og nu skal jeg til en veninde i aften. Jeg glæder mig. Havde egentlig frygtet i dag, men jeg kan simpelthen ikke finde noget negativt mere. Jo, måske, at mine forældre er på den anden side af jorden, men jeg har jo S rimelig tæt på (så langt er der heller ikke til Jyllinge) - og venner, der vil have mig med juleaften. Og der er gaver fra S, som jeg ikke kan gætte (han må have gjort sig umage, for normalt kan jeg gætte alt). Og jeg glæder mig til at åbne dem. Og faktisk er jeg glad for, at vi ikke skal være sammen i aften, fordi det giver mig mulighed for at savne ham. Og er der noget skønnere end at savne en aften som i aften? For det viser vel, at man elsker. Det sagde jeg også til ham, da jeg smuttede i kirke. Jeg elsker dig, sagde jeg. Han sagde i lige måde - og det var egentlig ikke nødvendigt. Jeg har fundet ud af, at det ikke gør mig noget, om det skal tage ham flere år at kunne sige det... så længe jeg får lov.
Glædelig jul siger man. Ja, det håber jeg. For alle - også for min bedste veninde, hvis far lige har bedt hende om lov til at stoppe behandlingen og dø. Jeg håber, hun får en sidste god jul med ham. Alt er så småt, når man ser hendes smerte.