Så er du der igen. Igen som ud af det blå lander dine ord hos mig. Og denne gang vover du dig derud, hvor det bliver personligt og skriver, at jeg giver verdens bedste blowjob.

Ja, hvad kan jeg bruge det til. Og hvad fanden kan din kæreste bruge det til. Og hvad kan dit fuckin liv dog rage mig, når du er flyttet, fordi du ikke kunne styre nærheden. Og er det derfor, du skriver. Eller er det blot fordi, at jeg gav verdens bedste blowjob?

Hvad er det egentlig for noget at skrive. Og hvorfor kan du ikke slippe. Jeg svarer dig ikke. Det er mere end et år siden, at du sidst lå i min seng. Og vi har ikke set hinanden siden. Men hver måned har vi skrevet. Ikke slippe. Og vi har flere gange enedes om, at det nu var slut. Og så er dine ord kommet krybende. Oftest dybt upersonlige. Fordi du bor sammen med hende. Og fordi du er flyttet. Men du lukker aldrig døren.

Måske har du ikke glemt, at du sagde, at du elskede mig, før du flygtede.

Og jeg gider ikke blive bombet tilbage til nulpunktet. Jeg gider ikke skulle bruge natten på at lytte til din musik og tænke på, om jeg skal svare. Jeg svarer ikke, det ved du også godt. Sådan er reglerne i vores lille leg. Undtagen de gange, jeg skriver til dig og beder dig lade mig være. Beder dig stoppe det her, fordi det er så tåbeligt og forkert. Og du svarer aldrig.

Og måske er jeg ikke andet end et godt knald for dig. Men vil du nogensinde forstå, at det var kærlighed, der gjorde mig så nærværende. At det var, fordi jeg elskede dig, selvom jeg aldrig sagde det til dig. Lod dig om ordene.

Og nu vil jeg gå i seng. Du skrev. Og så gør det ondt. Og jeg vil ikke, at det gør ondt. Og jeg gider ikke have fortiden med i bagagen, men jeg kan ikke slippe den. Og jeg vil ikke, at du skal ødelægge min søvn. Og jeg vil ikke. Martin, for fanden, jeg vil! Jeg vil dig og hele dit rådne liv. Og det ved du godt, så hver gang du skriver, gør du ikke andet end at holde døren åben. Fordi du ved, at jeg ikke smækker den, hvis der bare er den mindste chance for, at du en dag står i den.

Og jeg håber, at det er en anden, der står i den. Ham, jeg ikke har mødt endnu. Ukompliceret og fri af forhold. Parat til at holde af mig, selvom jeg er umulig og har kufferten fuld af neuroser. Og jeg håber, at jeg kan slippe dig, så det ikke rører mig, at du ikke sætter mig fri. Så jeg kan slette dine ord og leve videre. Og være glad.