Jesper ringede da jeg fik fri.

JESPER!

Ham jeg mødte på Rosie, mens jeg var sammen med Thomas, der "bare ville være venner"
Har ikke talt med ham siden jeg undlod at svare på hans beskeder.
Det var hyggeligt lige at tale med ham, men nu klæber han igen.
Kan ikke holde fyre ud der sender 66 beskeder om dagen, der alle indholder sætninger som: "Hvad laver du?" "Har du haft en god dag" "Skal vi snart ses?" "Går det godt?"

Hvis de vil fange mig og min tommelfinger i sms-magi, må de være originale og ping-pong intelligente på skrift.

Måske man skulle oprette profil pånettet? Folk der gemmer sig der, må da kunne et eller andet på skrift?

Nå, men efter at være have lagt ham på is igen, kom Thomas.

I skrivende stund må jeg ærligt sige, at det ikke gør noget hvis jeg aldrig aldrig aldrig mere ser den franske klovn igen.
I virkeligheden kunne det være dejligt hvis han fandt en kæreste. Helst i morgen. Nej - helst nu.

Hvordan har jeg kunne være kærester med ham? Hvordan har jeg kunne lade ham kysse mig, og ligge ved siden af ham om natten?

Ved ikke hvor alt den her afsky pludselig er kommet fra, men den er der - og den er stærkere end nogensinde før. Han er nu på samme niveau som min ex kæreste Kasper, og så ser det skidt ud.
Og de ting jeg hader ved ham, er så langt ude at ingen nogensinde vil forstå det - hvis ikke de føler som mig.
For egentlig er det jo bare synd for ham. Men jeg bløder ikke med ham...

Hans ene ben er kortere end det andet, og derfor han han ingen balnance, og kan fx umuligt stå på et ben. Det irriterede mig pludselig helt extremt....!!!

Han havde taget mad med, og da han først kom omkring 21, var jeg sindsygt sulten. Havde spist mit på 2 sek, og kiggede over på hans. Med det samme tilbød han mig resten. (NEEEEEEEEEEJ - vis dig nu som en der også selv vil overleve tåbe!)

I en samtale på 5 minutter, sagde han "Hold kææææææææææft mand" 3 gange!
Ikke at vi skændes, men det var de ord hans micro hjerne kunne bidrage med, da jeg fortalte sidste nye sladder om folk han kendte.

Så gav jeg ham hans kalendergaver. De var købt til ham, og ingen andre ville have haft glæde af dem - da de var gjort meget personlige.
Han græd da han pakkede op, for mine kreative evner havde endnu engang ramt hans ømme punkt.
(Hvor bliver det fedt at lave sådan noget, når jeg engang får en kæreste jeg virkelig er forelsket i)

Måtte have ham ud, og begyndte at finde resten af hans ting frem. Så siger han fandme: "Er det okay jeg tager playstationen med?"

Okay? OKAY?! Du har købt og betalt den, og du købte den kun fordi jeg loggede dig i flere uger. Det er din!
Det sidste du skal overveje er at at lade mig beholde den! Mand dig nu op for fanden.

Da alt var pakket, kunne det ikke gå hurtigt nok med at få ham ud. Tror han mærkede det.
Han kiggede forelsket på mig i døren, og sagde farvel 3 gange. Hver gang med et laaaaangt knus og kindkys jeg slet ikke nød på nogen måde.

Hvis han bare havde pakket playstationen, sagt at han da ikke gad have mine gaver, når jeg ikke gad have ham - og ikke havde givet noget knus - havde jeg halset efter ham som en hundehvalp.
Men sådan er han ikke, og derfor er han ikke den der skal være min kæreste...