Det hele har været så træls og forvirrende for tiden, jeg kan ikke finde ud af en pind.
Jeg kan ikke finde ud af, hvad katten det er, jeg render rundt og føler. Jeg føler, jeg har det hele på en gang.
Det der med at sige, hvordan jeg har det, og hvad jeg har oplevet, det er noget fremmed noget for mig, selvom jeg har været i behandling to gange før, men lige så snart det kom for tæt på mig, så rendte jeg væk der fra, også begyndte at tage stoffer igen. Jeg er så stolt af, at jeg ikke har rørt det i nogle år nu, men jeg har drukket, det har jeg så ikke gjort i 2 mdr. i dag, det er jeg også stolt af, selvom jeg hele tiden render rundt, og tænker på, at jeg kan få en ordenlig tur, så jeg kan komme væk med alle de tanker og følelser jeg har. Jeg hader dem, og kan næsten ikke holde det ud. Jeg føler had, og savn, men et eller andet sted, så er jeg også glad, det ligger der også.
Jeg har så mange ting, jeg kan være glad for. Jeg er jo gift, og jeg har været ædru i to mdr. nu.
Så nå jeg også skriver, kan jeg ikke sige, hvorfor jeg har det sådan, fordi jeg ikke selv tør, at se det.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, at jeg har fået hapatits type c, det render jeg også rundt og banker mig selv oven i hovedet over. Jeg kan ikke tilgive mig selv for, at jeg har været sådan over for mig selv. Det kan jeg heller ikke bruge til noget, jamen så kan jeg også banke mig selv oven i hovedet for det. Jeg skal nok finde en grund til, at jeg skælde mig selv ud, det er nok noget af det, jeg er bedst til.
Jeg har også sagt til mig selv, at jeg skal tænke på nogle gode ting, fordi der ikke er nogen grund til, at være sur, gal og ked af det. Men da har jeg også fået at vide, at jeg skal blive ved det, også skal det nok fosvinde.
Jeg tror, der er en grund til, at jeg har det sådan, fordi det hele er noget nyt for mig.
Det tager tid, før jeg kan fortælle om mig, og det tager tid, før jeg kan rigtig sige, hvordan jeg har det. Men at få mig selv til at græde over for noget, det har jeg aldrig kunne lide. Det er jo ikke noget at græde for, det har jeg fået banket ind over mit hoved. Jeg ved jo selv inderst inde, at det ikke gør noget, for det er jo sundt, men for mig betyder det, at det er et svagheds tegn, at græde. Jeg gør over for få mennesker, men ellers ikke. At jeg har det sådan, og jeg har gjort sådan, jamen det er jo min egen skyld, det kan jeg kun takke mig selv for, så nej der er ikke noget at tude over.
Der er så mange ting, jeg ikke vil acceptere, og så mange ting som jeg bliver nød til at acceptere, det kan man ikke gøre noget ved, så må jeg lære at leve med det.
Ja det hele køre med 110 km. i timen, og det hele ligger hulter til bulter, så må jeg ryde ligså så stille og roligt op, også tage en ting af gangen.