Jeg har i dag fået at vide, at jeg må komme op og besøge min mand i en hel weekend, det er jeg kanon glad for. Det er lang tid siden, vi bare har været sammen end over 4 timer. Det har været sådan, at jeg kun kunne se ham om søndagen.
Jeg spurge min behandler, om jeg måtte få fri i morgen, men det sagde hun nej til, det har jeg så valgt, at overhøre. Jeg tænkte, at hun måtte da fatte, at vi ikke havde været sammen i lang tid, efter vi er blevet gift, men det kunne hun ikke. Det gør det så ikke bedre, at jeg ikke kan lide hende.
Jeg havde så to mdr. i går, og da kan jeg da i det mindste give mig selv et skuldre klap. Jeg er lidt stolt af mig selv, det tør jeg godt at sige.
I går inden jeg gik i seng, var det en gammel ven, som skrev til mig. Han er faldet for mig, det har jeg det ikke godt med, fordi jeg har min mand, og ham elsker jeg over hele mit hjerte. Han må acceptere, at jeg har min mand, og jeg ikke har nogle følelse over for ham, kun som en ven.
I dag har det gået sådan stille og rolig, men den er jo heller ikke over endnu. Jeg satser på, at jeg skal til møde i aften, selvom jeg ikke gidder, men det tror jeg, at jeg trænger til. Der er måske lidt, jeg skal have delt, og som jeg skal ud med.
Jeg sover ikke så godt om natten, og får heller ikke sovet alt for meget. Til tider har jeg sådan lydst til at græde, men det kan jeg heller ikke få mig selv til. Det er noget gammelt noget, jeg har fået at vide, at der ikke er noget at tude for. Når jeg så har lyst til at tude, så ved jeg heller ikke hvorfor. Jeg kan jo rende rundt, og være glad for, at jeg er ædru, og at jeg stadigvæk lever.
Jeg fik endelig også taget mig sammen til at skrive et digt i går, men jeg kan ikke skrive det ind, på denne har computer, det er hammer træls, fordi der ellers mange ting, som jeg godt kunne skrive. Jeg håber, at jeg en dag kan.