Venter bare på at dø...

Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
10 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
8 år siden
Forsvundet novelle! Hvad ...
Bella Donals...
8 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
11 år siden
End og week
Martin Micha...
5 år siden
Surkål
Vina Frank (...
5 år siden
godmorgen og godnat
Simone Reinh...
1 år, 11 måneder siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
12 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
10 år siden
De første år
Camilla Grub...
11 år siden
Ondt i hovedet, ondt i kroppen, ondt i sjælen.
Forventer ingen sympati, forventer faktisk ingenting. Eller måske forventer jeg alt. Måske er det det der er galt. Hvis jeg nu, aldrig havde nogle forventninger, aldrig håbede, aldrig tænkte, ville jeg så ikke være et gladere menneske?
Ville gerne have set Dl. i dag. Men så ham ikke, ikke en gang et glimt af ham. Ikke et ord, intet. Ville så gerne. Jeg var så smuk. Jeg var så meget som jeg nu skulle være. Jeg var bare. Eller måske var jeg ikke, det var lige meget.
Jeg har heller ikke rigtigt spist i dag. Jeg prøver VIRKELIGT. Men mad smager bare ikke godt i skolen. Det gør den virkeligt ikke. Jeg har så ondt i hovedet, jeg er så træt. Sjælen er så tom. Så tom, fordi jeg nok er bange. Så frygteligt bange for at han ikke mente det, eller har ombestemt sig. Jeg er så vild med ham. Jeg er alligevel også så ufatteligt u-vild med ham. Han skræmmer mig.
Det skræmmer mig at jeg er så magtesløs. Det gør ondt at jeg har så meget lyst til at løve det hele væk, når jeg nu egentligt havde lovet mig selv at lade være. Men jeg bliver nød til det. Jeg kan ikke blive herinde. Det er heller ikke nok hvis jeg bare går en tur. Det er for langsomt. Det er ikke det der skal til. Jeg skal væk, til jeg er ved at besvime.
Men jeg er bange for at løbe i dag. Virkeligt bange, for at jeg falder om og ikke kan rejse mig igen. Har hele tiden kvalme. Har hele tiden ondt. Det eneste tidspunkt jeg kan mærke noget som helst er når jeg tænker på Dl, og ikke engang lige nu, kan han få et smil frem på mine læber.
En mekanisk dukke, i et mekanisk samfund.
Jeg venter bare på at dø
-måske er jeg det allerede.
Død, invendig.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Venter bare på at dø... er publiceret 30/08-2005 16:29 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.