Mine venner, hjemmefra, er alle sammen begyndt at gå i skole inde i byen sammen med mig, eller på andre skoler derinde....
På en måde er det rart. Det er skide lækkert at have nogle at gå og sige "hej" til, og at sidde med i toget.
- Desværre er der stor "efterspørgsel" for at bruge en eftermiddag på gågaden sammen med mig...
Det er svært når de hiver i en. Jeg vil jo gerne. Sammen med C. S. B. og alle de andre... Men... jeg vil ligeså gerne (hellere) bruge den sammen med M og de andre fra klassen som jeg gjorde det sidste år.
Det er svært at sige nej til nogle. Det er det bare. Jeg vil så nødig skuffe andre mennesker. Men C... hun er bare for irreterne at høre på- siden i lørdags har jeg bare fået spat... Det er forkert, jeg ved det, men jeg har ikke lyst til at gå rundt med hende.
Jeg er blevet meget bedre venner med S. for hverdag der går bliver det bare bedre og bedre. Hun er bare så fantastisk sød...
jeg er så træt. Orker næsten ingenting. Har sagt nej til C nu... til at gå rundt med hende i byen i morgen. Sagde jeg var træt.. "jeg tror bare du trænger til at være alene lidt"
Hun ved godt at der er noget galt med mig. Det er rart at hun lige som forstår den del af det. At jeg ikke er glad.
Hun tror jeg ved hvad det er... Ved jeg det? men er bange for at sige det? Ved jeg det???
"nogle dage føler j at j kender dig, og andre er du totalt fremmed for mig" - det skrev hun, ligenu på msn...og det tager hun afstand fra...
Tårerne falder ned af mine kinder...
Hvad er det i mig? Vil du ikke nok fortælle mig det?? Du kender mig sikkert ligeså godt som jeg selv gør.
Tit, læser jeg mine egne dagbøger, for at forstå mig. For at forsøge i det mindste, men det lykkes ikke. Det er bare ord på skrift. Det hjælper ikke.- Det skal komme fra en anden tror jeg... som en analyse af mig eller sådan noget...
jeg vil så gerne vide det... Hvem jeg er... Verdens sværreste spørgsmål, jeg konstant stiller mig selv. Hvem er jeg?