Jeg er så glad ligenu... Uendeligt meget glad.
Føler mig fuldendt.
Ved ikke hvorfor, og det er nok dumt at analysere lykken. Det er der ingen grund til, ingen behov for.
Jeg smiler, udenpå og indeni.
Måske burde jeg ikke sidde og skrive om det, i stedet for bare være her. LEVE.
Men jeg har brug for det. Brug for at fortælle jer, alle jer, der ønsker mig bedre, eller sidder og bander over mig, at jeg også er glad.
At der er tidspunkter hvor hele verden ikke giver mig en lusing eller taler mig bag ryggen
Dage hvor lykken, ikke er et modspil, men et sammenspil. En kkombination, en forening, af ting der ellers ikke burde være.
Hvorfor er jeg glad?
Alle mine venner er ude at more sig
LM er nok sammen med kæresten
Jeg sidder hjemme foran min pc
Jeg er smuk
Jeg er klog
Det er ikke derfor... Det er bare... Det er bare det at være. Det at hele verden, bare er.
Det at jeg har fået talt ud med C om så mange ting der har gået mig på. Fået TALT, og fået SVAR igen på ting jeg ikke siger højt. Det gjorde vi
Vi snakkede om hvorfor jeg gør som jeg gør. Hvad grunden til alle mine handlinger er. Frygten for at nogle skulle komme for tæt på.
Den evige angst for at blive såret, for ikke at være god nok
Lysten til at flytte hjemmefra, komme væk, væk fra byen, væk fra Danmark.
Vi fik talt om det hele og det var rart. Rart at dele det hele med nogle

Og i aften, da jeg gik hjem i mørket på skumle stier, var jeg for første gang i lang tid bange for at der skulle komme en farlig mand og "ta mig"
Jeg var bange, fordi jeg har noget at miste. Før var det ligemeget, i går, da jeg gik om til hende i dag, men her, på vejen hjem.
Fyldt til randen med rædsel.
Jeg smiler endnu... Jeg... Er så glad. Over... at være. Og kun at være.
Lade verden ske, mens man allerede er igang. Lade det hele blive til. Stoppe op og se mens man ler. Føle. Det er skønt at FØLE glæde. Ikke så meget at være glad, men at føle mig det.