Hvis jeg ikke er ond, så ved jeg virkeligt ikke hvad jeg er.
Jeg bryder mig ikke om andres menneskers lykke. Jeg er jalou, jeg er gal.
Vred indeni. Vred på mig selv, over at skjule mig. Vred på Dl. Jeg er så gal på ham. Hvorfor? Fordi det lyder til han har det godt. Jeg ved at jeg engang sagde at jeg ønskede ham al held og lykke. Det gjorde jeg også. DENGANG. Nu? Nu vil jeg bare have, at han ku li mig igen. Jeg ville så gerne.
Hvis man kunne gå tilbage.
Hvis man kunne lave noget om man fortryder? Nej, jeg ville ikke ændre det med Dl så. Det var ikke det.
Men ligesom alt, mønstre. Jeg har vadet rundt i en labyrint uden ende, uden nogen udgang. Jeg knuger mine hænder sammen, ridser mig med mine negle, men det hjælper IKKE. Der er ingenting der hjælper. Jeg skriger af min mor, jeg er flink overfor min bror, jeg tæller penge sammen- min opsparing. Tæller om jeg snart har nok til at komme VÆK HERFRA. Jeg vil så gerne VÆK. Jeg ved ikke hvorhen og det er også lige meget. Men alle disse mennesker, minder mig om mig. Om min labyrint, de fortæller mig hvor forkert det er, og har været. Det alt sammen. Måden jeg er på. Måden jeg blev på.
Jeg siger ikke at jeg ville være blevet i mit depressive sind, den jeg var engang. Men jeg vil bare heller ikke være det jeg er nu. Jeg er ond. Dum. FORKERT. Jeg er forkert. Det var ikke sådan her jeg skulle være. Jeg skulle være.... IKKE SÅDAN HER.
Slet ikke sådan her.
Jeg skulle være... Jeg kan ikke mere.
Jeg vil ikke mere.
Jeg vil slippe af med mig selv, men jeg kan ikke slippe. Jeg tør ikke slippe.
Jeg...
Det er forsent.