Skriver ikke til dig her i natten, fordi jeg ikke vil have, at du skal kunne undskylde mine ord. Og fordi jeg ikke selv vil kunne undskylde dem. I stedet hører du fra mig i morgen.

Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg vil sige til dig. Det hele er lidt forvirrende lige nu. Måske handler det bare om sikkerhed. At jeg må vide, om det bare er slut uden varsel, at du må sende et ord eller to min vej - også selvom det bare er et afslag.

Jeg ved jo godt, at det er temmeligt håbløst med os to. Afstand og alt taget i betragtning. Og måske er jeg på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg vil kæmpe - mere end dig. Eller måske er ord bare ikke din stærkeste side. Eller følelser for den sags skyld.

Måske du bare ikke kunne lide mig alligevel. Det føles så absurd, når du lå der i natten og sagde, at hvis jeg ikke brød mig om dig, kunne du absolut ikke forstå, at jeg lå der ved siden af dig. Og da du kaldte mig honeybunny. Du lå der jo også. Det var også dig, der skulle være tro mod dig selv.

Og hvis du bakker ud, fordi vi endte med at blive intime. Det kan jeg ikke løbe fra, men jeg kan dele min fortid med dig. At du er en af de meget få, der er kommet så tæt fysisk. Og måske det kan overbevise dig om, at det kun var omsorg og kærtegn, jeg ledte efter - og især fra dig. Eller netop fra dig.

Der er så mange uvisheder. Og jeg skriver til dig i morgen, når jeg kan kalde mig klar, og du ikke kan skyde mine ord fra dig. Det er så op til dig, om du svarer eller ej. Men jeg håber, du svarer - også selvom det måske er negativt. Jeg håber på muligheden for at afslutte dette.