Jeg er et af de her tåbelige mennesker, der tror, at jeg kan stoppe verden. Forstået som, at melder jeg mig ud af det hele et kort øjeblik, så eksisterer det ikke i det øjeblik. Forstået som, at bestemmer jeg aldrig at elske, så findes kærligheden ikke.
Og så kan man diskutere, om det er tragisk eller ej, at jeg har givet op. Gider ikke tilråbene, når jeg cykler igennem byen mere. Gider ikke blikkene. Vil bare være i fred.
Run head first into a brick wall
cause what doesn't kill her
makes it all just seem much closer (Houston Calls)
Jeg kan mærke, at jeg kan lægge alle tankerne fra mig, hvilket føles som at vågne igen.
She needs a crutch, needs a crush
feel the rush of infatuation
she needs a way to feel the same that she once did (Houston Calls)
Og indeni ved jeg, at det blot er en angst. Fordi jeg kæmper for at føle og leve. Og hvor står man så tilbage?!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
She needs a crutch er publiceret
20/08-2005 02:14 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.